Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/09361

Lovgivning

  • 6

Meddelelser sendt til e-boks kan være omfattet af begrebet elektronisk post

Efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, er det ulovligt uden forudgående samtykke fra modtageren at udsende ”elektronisk post” i afsætningsøjemed. Forbrugerombudsmanden oplyste et forsikringsselskab om, hvordan ”elektronisk post” skal defineres. Forbrugerombudsmanden kunne dog ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om meddelelser sendt til e-boks er omfattet af begrebet.

Et forsikringsselskab ønskede at sende markedsføring til sine kunder via e-boks. Selskabet bad derfor Forbrugerombudsmanden tage stilling til, hvorvidt meddelelser, der sendes til en e-boks, er omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden oplyste selskabet om, at begrebet ”elektronisk post” ikke er defineret i markedsføringsloven, men at begrebet, jf. forarbejderne til lov nr. 450 af 10. juni 2003, skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 2, litra h, i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation. (direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002), der har følgende ordlyd:

”»elektronisk post«: enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.”

Definitionen af et offentligt elektronisk kommunikationsnet følger af artikel 2, litra d, i direktivet om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og – tjenester (rammedirektivet, direktiv 2002/21/EF) og er defineret som:

”»offentligt kommunikationsnet«: et elektronisk kommunikationsnet, som udelukkende eller overvejende bruges til udbud af offentligt til-gængelige elektroniske kommunikationstjenester”

Forbrugerombudsmanden meddelte selskabet, at han ikke på det foreliggende grundlag havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne tage stilling til, hvorvidt meddelelser, der sendes til en e-boks, er omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1. Han udtalte samtidig, at er der tvivl om, hvorvidt en meddelelse er omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1, bør den erhvervsdrivende, der ikke en kundes udtrykkelige samtykke til markedsføring, enten undersøge den tekniske indretning eller afholde sig fra at rette henvendelse til kunden via mediet.