Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
08/01311
Lovgivning
- 6
Natklub idømt en bøde på 25.000 kr. for at invitere gæster uanmodet via SMS og e-mail
En københavnsk natklub måtte ikke invitere sine gæster til klubbens arrangementer via sms og e-mail, uden at gæsterne forinden har bedt om det. Det var spam og ulovligt i henhold til markedsføringslovens § 6.
Forbrugerombudsmanden modtog gennem en længere periode i 2007 en række klager fra privatpersoner og erhvervsdrivende, der havde modtaget uanmodet reklame via sms og e-mail fra en københavnsk natklub. Størstedelen af klagerne havde aldrig hørt om natklubben og mente ikke, at de på nogen måde havde givet samtykke til at modtage markedsføring fra klubben.
Københavns Byret idømte natklubben en bøde på 25.000 kr. for fremsendelse af ikke under 200 sms-beskeder og e-mails, som indeholdte information om åbning af natklubben, information om forskellige arrangementer og en generel branding af stedet.
Natklubben gjorde i retten gældende, at forbrugere ved at tilmelde sig gæstelister eller nyhedsbreve havde givet samtykke til at modtage den omtalte elektroniske markedsføring.
Det synspunkt forkastede retten imidlertid, da natklubben ikke kunne dokumentere, at de havde modtaget samtykke fra én eneste af de personer, der havde klaget til Forbrugerombudsmanden over natklubbens markedsføring.
Retten lagde endvidere i skærpende retning vægt på, at natklubben ikke havde stoppet de ulovlige aktiviteter, uanset at Forbrugerombudsmanden havde rettet henvendelse til natklubben og gjort opmærksom på, at den anvendte fremgangsmåde var i strid med reglerne i markedsføringslovens § 6, stk. 1