Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
1100/5-998
Lovgivning
- 6
Forhåndsbesked om lovlige oplysninger i emails
Erhvervsdrivende må gerne medtage andre oplysninger i en i øvrigt lovlig e-mail som f.eks. en ordrebekræftelse, så længe betingelserne i markedsføringslovens § 6, stk. 2 overholdes. Dette indebærer bl.a., at den erhvervsdrivende skal have modtaget kundens e-mail i forbindelse med salg af en vare eller tjenesteydelse.
I en forhåndsbesked har Forbrugerombudsmanden behandlet et spørgsmål omkring lovligheden af e-mails i relation til spam bestemmelsen i markedsføringslovens § 6.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en erhvervsdrivende gerne må medtage andre oplysninger i en i øvrigt lovlig mail, så længe betingelserne i lovens § 6, stk. 2, overholdes.
Heri ligger, at den erhvervsdrivende skal have modtaget kundens e-mail adresse i forbindelse med salg af en vare eller tjenesteydelse. Samtidig med afgivelsen af sin elektroniske adresse, skal kunden oplyses om, at adressen vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame. Derudover skal kunden have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig modtagelse af elektronisk post – både i forbindelse med afgivelsen af sin e-mail adresse og ved efterfølgende henvendelser fra den erhvervsdrivende. Hvis disse betingelser er opfyldt, må en virksomhed godt sende en kunde elektronisk post, hvor der markedsføres for tilsvarende produkter eller tjenesteydelser.
”Tilsvarende produkter eller tjenesteydelser” skal forstå snævert. Den erhvervsdrivende må ikke markedsføre alle andre typer varer, der måtte indgå i sortimentet. Har en kunde f.eks. købt en kuffert, må den erhvervsdrivende ikke senere benytte den elektroniske adresse til at markedsføre sko.
Den erhvervsdrivende spurgte også Forbrugerombudsmanden, om der i en i øvrigt lovlig e-mail må medtages opfordringer til kunden, om at gå på en anden hjemmeside for at anmelde virksomheden, for at få et bedre ry.
Det rejser spørgsmålet om sådanne opfordringer til anmeldelser i en ordreregistrering falder ind under markedsføringslovens regel om skjult reklame. I de situationer, hvor der er et økonomisk incitament for vedkommende til at anmelde virksomheden, som f.eks. nedslag i prisen, omfattes det utvivlsomt af bestemmelsen. Det kan give anledning til tvivl, hvorvidt bestemmelsen også finder anvendelse hvis der ikke er et økonomisk incitament. Lovligheden af en sådan opfordring må afhænge af den konkrete udformning, således at opfordringen kan være i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Det vurderes dog konkret ud fra selve udformningen og formuleringen af opfordringen, f.eks. hvor kraftig opfordringen er, jf. markedsføringslovens § 4, jf. § 1.