Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/11664
Lovgivning
- 6
Et samtykke til at modtage reklame pr. mail skal være konkretiseret
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det må anses for tvivlsomt, om en banks samtykke fra kunder til at modtage reklame pr. mails om ”fx investeringsforslag og information om nye produkter” kan anvendes til generelt at udsende reklame om ”nye produkter i banken”. Begrundelsen var, at et samtykket skal være konkretiseret, dvs. det skal som udgangspunkt fremgå, hvilken type af produkter der gives samtykke til at modtage materiale om.
En bank bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om et samtykke fra bankens kunder til at modtage mails om ”fx investeringsforslag og information om nye produkter” kunne anvendes til generelt at udsende reklame om nye produkter i banken.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det fremgår af lovforarbejderne til spamreglerne i markedsføringslovens § 6, at et samtykke til at modtage elektronisk reklame skal være hhv. informeret og konkretiseret. Modtageren skal således være klar over, at der gives samtykke – og til hvad. I lovforarbejderne er der som et eksempel på et konkretiseret samtykke nævnt, at det fx. vil være muligt for pengeinstitutter m.v., at indhente samtykke til markedsføring af ”»nye eller forbedrede indlånsmuligheder«, »nye eller forbedrede pensionsmuligheder«, »nye eller forbedrede muligheder for anvendelse af betalingsoverførsler« eller lignende”.
Forbrugerombudsmanden henviste til lovforarbejderne og udtalte, at de efter hans opfattelse indebærer, at et samtykke som udgangspunkt skal konkretiseres i forhold til, hvilken type af produkter der gives samtykke til at modtage materiale om.
Forbrugerombudsmanden meddelte banken, at derfor det må anses for tvivlsomt om ordlyden ”fx investeringsforslag og information om nye produkter” var tilstrækkeligt konkretiseret til, at samtykket kunne anvendes til at udsende materiale om ”alle nye bankprodukter”.