Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/04179
Lovgivning
- 6
Samtykke til markedsføring må ikke være forhåndsafkrydset
Forbrugerombudsmanden udtalte, at forhåndsafkrydsede felter i bestillinger, kontrakter og lignende, hvoraf det fremgår, at kunden giver sit samtykke til at modtage reklame, ikke opfylder de krav, der efter markedsføringsloven stilles til et informeret samtykke.
En nødhjælpsorganisation bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om der i forbindelse med indgåelse af en aftale om et medlemskab af nødhjælpsorganisationen eller køb af et førstehjælpskursus kunne indhentes et samtykke til at blive kontaktet af et forsikringsselskab i markedsføringsøjemed ved at anvende et forhåndsafkrydset samtykkefelt.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, er ulovligt uden forudgående samtykke fra modtageren at udsende elektronisk markedsføring. Et samtykke til at modtage elektronisk markedsføring skal være ”informeret” og ”konkretiseret”. At samtykket er informeret vil sige, at kunden skal være klar over, at han/hun giver et samtykke til markedsføring. Forbrugerombudsmandens udtalte herefter, at brug af forhåndsafkrydsede felter i bestillinger, kontrakter og lignende, hvoraf det fremgår, at kunden giver sit samtykke til at modtage reklame, efter hans opfattelse ikke opfylder kravet om, at samtykket skal være informeret.
Forbrugerombudsmanden oplyste endvidere, at et forsikringsselskab efter reglerne i forsikringsaftaleloven kan ringe forbrugere op uden samtykke. Dog skal forsikringsselskabet inden opringningen tjekke den såkaldte Robinsonliste for at undersøge, om den pågældende forbruger generelt har frabedt sig markedsføring. I så fald må forsikringsselskabet ikke ringe forbrugeren op uden forudgående samtykke.