Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
1140/5-534
Lovgivning
- 1
- 6
"Tip en ven"-funktion må ikke indeholde belønning
Forbrugerombudsmanden udtalte i en sag om ”tip en ven”-funktion, at konkurrencedeltagere ikke måtte belønnes med bedre vinderchancer for at anvende ”tip en ven”-funktion, og den e-mail der fremsendes måtte ikke indeholde selvstændig markedsføring. Markedsføringslovens §§ 1 og 6.
Et hotel iværksatte en konkurrence, hvor man kunne vinde et weekendophold på et af selskabets hoteller.
Konkurrencedeltagerne kunne invitere venner og familie til at deltage, hvorefter de ville forøge deres mulighed for at vinde ekstrapræmier. De inviterede venner eller familiemedlemmer modtog en e-mail fra selskabet, hvor de blev opfordret til at deltage i konkurrencen. Af konkurrencebetingelserne, som man skulle acceptere for at deltage, fremgik bl.a., at man samtidig gav et samtykke til at modtage fremtidig markedsføringsmateriale.
Da Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på konkurrencen, meddelte han selskabet, at den efter hans opfattelse på flere punkter ikke levede op til kravene i markedsføringslovens § 1 og 6.
Således er det ikke lovligt at anvende en tip en ven funktion, hvor man belønnes med forøgede vinderchancer, og den e-mail, der fremsendes til den person, som er blevet ”tippet”, må ikke indeholde markedsføring udover et link og en kort orientering om baggrunden for mailen.
Hertil kommer, at det skal være særligt fremhævet, at man ved deltagelse i en konkurrence giver samtykke til at modtage markedsføring i fremtiden.
Selskabet, der beklagede forholdet, standsede opfølgningen af konkurrencen og fremtidige lignende markedsføringstiltag og meddelte, at man ikke ville benytte sig af de samtykker, man havde indhentet på en måde i strid med reglerne.