Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/04484

Lovgivning

  • 6

Virksomhed betaler bøde 800.000 kr. for spam

En virksomhed, der sælger tøj og sko mv. på nettet, sendte 231.293 sms-beskeder og 42 e-mails med reklame til personer, der ikke havde givet samtykke hertil. Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden, og sagen blev afsluttet med en udenretlig bødevedtagelse på 800.000 kr.

Virksomheden havde i perioden fra den 9. april 2013 til den 19. december 2013 udsendt fem ”kampagnebølger” med reklame. Den ene ”kampagnebølge” blev sendt pr. sms til 231.293 modtagere, men af ingen modtagerne havde givet samtykke til at modtage reklame pr. sms fra virksomheden. De fire øvrige ”kampagnebølger” blev sendt pr. e-mail til en lang række modtagere – 42 af disse modtagere havde enten ikke givet samtykke til at modtage reklame pr. e-mail, eller også havde de tilbagekaldt et sådan samtykke, men på trods heraf modtog de reklamemails. 

Virksomheden erkendte, at de ved en fejl havde sendt de 42 uanmodede e-mails med reklame. I forhold til de 231.293 sms-beskeder troede virksomheden, at den havde tilladelse til at sende sms-beskederne med reklame, fordi personerne, der modtog sms’en, havde givet samtykke til at modtage reklamer pr. e-mail fra virksomheden – men altså ikke pr. sms.

Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at et samtykke til at modtage reklame pr. e-mail ikke kan udstrækkes til også at sende personen reklame pr. sms. Dette kræver et særskilt samtykke fra modtageren, ellers vil sms-beskeden være udsendt i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1.

Bødens størrelse blev bl.a. fastsat ud fra det meget store antal uanmodede elektroniske henvendelser.

Forbrugerombudsmanden var blevet gjort opmærksom på sagen via sin spampostkasse, hvortil man kan klage over uanmodede elektronisk markedsføring.