Afgørelse
Sagsnummer
18/06364
Lovgivning
- 10
Virksomhed måtte i et vist omfang sende breve til kunder på Robinsonlisten
Forbrugerombudsmanden vurderede, at en virksomhed lovligt kunne sende breve med indkaldelser til synstest til kunder med et kontaktlinse-abonnement, selvom kunden var tilmeldt Robinsonlisten. Virksomheden kunne derimod ikke lovligt sende breve med indkaldelser til synstest til personer, der på et tidspunkt havde købt briller hos virksomheden, hvis personen var tilmeldt Robinsonlisten.
En virksomhed ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om virksomheden måtte sende periodevise breve med indkaldelser til synstest til kunder. Brevene indeholdt en invitation til at komme ind i butikken og få foretaget den pågældende test. De påtænkte modtagere var registreret på Robinsonlisten, de havde ikke samtykket til modtagelse af markedsføring fra virksomheden, og de havde ikke frabedt sig at blive kontaktet af virksomheden i markedsføringsøjemed.
Virksomheder må ikke rette henvendelse til bestemte fysiske personer ved brug af andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post, eksempelvis ved brev, med henblik på direkte markedsføring, hvis den pågældende er tilmeldt Robinsonlisten. Forbuddet gælder dog ikke, hvis den pågældende forudgående har anmodet om henvendelsen fra virksomheden. Det fremgår af markedsføringslovens § 10, stk. 4 og stk. 5.
Ved vurderingen af, om en henvendelse er omfattet af forbuddet mod uanmodede henvendelser, skal der lægges betydelig vægt på, om virksomheden har en egeninteresse i de dispositioner fra kundens side, som virksomhedens henvendelse vedrører. Henvendelser, der ikke nævner virksomhedens varer eller ydelser, er også omfattet af forbuddet, hvis formålet er at afsætte virksomhedens varer eller ydelser før eller siden.
Rene servicemeddelelser er ikke omfattet af forbuddet, da de ikke sendes ”med henblik på direkte markedsføring”.
Brevene med indkaldelser til test indeholdt ikke information om virksomhedens varer eller ydelser eller opfordring til køb af varer eller ydelser.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at brevene om indkaldelse til synstest til kunder, der var i et løbende kontaktlinseabonnement, ikke var med henblik på direkte markedsføring, da et ændret syn ikke ville føre til mersalg, men til en ændring af abonnementet. Brevene kunne således sidestilles med en ren servicemeddelelse.
Brevene til disse modtagere kunne derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse lovligt sendes, selvom modtageren var tilmeldt Robinsonlisten.
Derimod vurderede Forbrugerombudsmanden, at brevene til personer, der på et tidspunkt havde købt briller hos virksomheden, var en henvendelse med henblik på direkte markedsføring af virksomheden, da modtageren i brevet blev inviteret til at komme ind i butikken og få foretaget en synstest, der nærliggende kunne føre til et salg af virksomhedens varer og ydelser.
Virksomheden kunne derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke lovligt sende brevene med indkaldelser til synstest til personer, der på et tidspunkt havde købt briller hos virksomheden, og som var tilmeldt Robinsonlisten.