Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
09/02012
Lovgivning
- 1
Informationer om selvrisiko skal oplyses klart og tydeligt
Forbrugerombudsmanden meddelte et biludlejningsselskab, at det må anses for god markedsføringsskik, at der i forbindelse med et bestillingsforløb på en hjemmeside er let adgang til på dansk at orientere sig om gældende leje- og forsikringsvilkår, herunder reglerne om selvrisiko mv.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at det var meget svært at finde informationer om selvrisiko på en virksomheds hjemmeside. Hvis forbrugeren gjorde et ihærdigt forsøg ved at klikke på menupunktet ”Kontorer” og herefter klikkede på punktet ”lejebetingelser” endte pågældende til sidst op med en liste på 33 punkter på engelsk over ”Rental Qualifications Requirements”.
Forbrugerombudsmanden skrev til virksomheden, at det må anses for at være god markedsføringsskik, at der for forbrugerne er en let adgang til at orientere sig om leje- og forsikringsvilkår, herunder begrænsninger i forsikringen, som fx selvrisiko, i forbindelse med et bestillingsforløb på hjemmesiden. Hertil må al relevant tekst for forbrugeren om fx selvrisiko være at finde på dansk.
Virksomheden svarede Forbrugerombudsmanden, at forbrugerne nu havde lettere adgang til at læse om selvrisiko på hjemmesiden. Derudover oplyste virksomheden endvidere, at den danske udgave af hjemmesiden var under en længerevarende ombygning, og at der fortsat var forhold, der var i gang med at blive tilrettet.