Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
1995-4041/5-213 og 214
Lovgivning
- 1
Plakat med billedet af en hængt mand
En plakat opsat på offentlige steder var en reklame for et dagblad. Den viste et fotografi af en hængt mand. Forbrugerombudsmandens fandt, at reklamen var uetisk og utilbørligt og dermed i strid med god markedsføringsskik, idet dens indhold af vold og død kunne virke stærkt på forbipasserende.
Forbrugerombudsmanden modtog et antal henvendelser vedrørende et dagblads reklamekampagne. Henvendelserne vedrørte et fotografi i plakatformat af en hængt mand ledsaget af en tekst: "Fetaost" og nedenunder: "Samhandel for enhver pris?". Plakaterne var ophængt på togstationer og lignende.
Forbrugerombudsmanden meddelte dagbladet, at det var hans vurdering, ud fra billedets indhold i kombination med dets størrelse og de steder, hvor det var ophængt, at anvendelsen af billedet på grund af dets formidling af vold og død og den deraf følgende stærke virkning på den, der ser det, måtte anses for uetisk og utilbørligt og dermed som stridende mod markedsføringslovens § 1.
Dagbladet svarede herpå bl.a., at plakaten var et pressebillede, der var brugt til forsøg på at gøre opmærksom på et moralsk og etisk dilemma. Det anførtes videre, at der var en tæt sammenhæng mellem plakatens indhold og dagbladets profil, og at plakaten derfor ikke var stridende mod markedsføringslovens § 1. Man oplyste endvidere, at plakaten som tidligere planlagt var blevet nedtaget.
Forbrugerombudsmanden svarede herpå, at billedet af den hængte mand i den pågældende reklamekampagne var brugt i en markedsføringsmæssig sammenhæng, hvilket bl.a. i henhold til markedsføringslovens bestemmelser fastsætter snævrere grænser for hvad billedet kan skildre, end hvad der gælder for et pressebillede, der anvendes på sædvanlig vis. Forbrugerombudsmanden udtalte videre, at hans vurdering af plakaten som uetisk ikke grundede sig i plakatens eventuelle politiske budskab eller andet, men alene i den omstændighed, at plakaten konfronterede de forbipasserende med et billede af en hængt mand. Hertil kom, at billedet var ophængt i stort format på offentlige steder. Til yderligere uddybning af sine synspunkter henviste Forbrugerombudsmanden til en afgørelse fra Radio- og TV-Reklamenævnet vedrørende TV-reklame, version "Kvinde i Nød", som illustrerer en lignende problemstilling. Forbrugerombudsmanden fastholdt sin stilling.
Forbrugerombudsmanden meddelte herefter, at han gik ud fra, at dagbladet ville vise større agtpågivenhed i den fremtidige markedsføring.