Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
1988-311-2

Lovgivning

  • 1
  • 3

Salg af vejrtrækningsalarm

En reklame for overvågningsalarmer til spædbørn spillede på frygt uden forsvarlig grund. Forbrugerombudsmanden fandt, at reklamematerialet var vildledende og udformet i strid med god markedsføringsskik.

Et firma, der solgte vejrtræknings- og overvågningsalarmer til spædbørn markedsførte sig bl.a. med følgende udtryk:

"Angst for vuggedød forebygges bedst med xx"

"glem alt om vuggedød med xx" samt

"ingen spædbørn overvåget af xx er ramt af vuggedød".

Forbrugerombudsmanden forespurgte Sundhedsstyrelsen, Retspatologisk Institut samt overlæge Finn Ebbesen, Ålborg Sygehus, hvorvidt produktet var egnet til at beskytte mod vuggedød. Alle tre svarede samstemmende, at vejrtrækningsalarmer ikke kan forhindre uventet spædbørnsdødsfald, ligesom man oplyste, at der var forekommet tilfælde af uventet spædbørnsdødsfald blandt børn der havde været overvåget af vejrtrækningsalarmerne.

På den baggrund fandt Forbrugerombudsmanden, at fabrikantens markedsføringsmateriale var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1 [nu § 3, stk. 1]. Han udtalte samtidig, at markedsføringsmaterialets udformning var i strid med kodeks for reklamepraksis, artikel 3, stk. 1, samt artikel 4 a, hvorefter reklamer ikke uden forsvarlig grund må spille på frygt eller indeholde udsagn, som direkte eller ved underforståethed er egnet til at vildlede forbrugere med hensyn til egnethed til formålet og anvendelsesområdet, og dermed også i strid med markedsføringslovens § 1. På baggrund heraf anmodede Forbrugerombudsmanden fabrikanten om at ophøre med at inddrage "vuggedød" i markedsføringen, hvilket denne accepterede. (FO 88-311-2)

Juridisk Årbog 1991, side 51