Afgørelse

Sagsnummer
24/05801

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
  • 8
  • 9
  • 11
  • 12

Et elselskab havde ikke oplyst klart og forståeligt om sin elpris

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et elselskab ikke havde oplyst klart og forståeligt om sin elpris på selskabets hjemmeside. Elselskabet gav ikke forbrugerne klare og forståelige oplysninger om selskabets elpris på sin hjemmeside. Den måde, elselskabet oplyste sin elpris, var egnet til at give forbrugerne opfattelsen af, at de ville få strøm til spotpris/indkøbspris, selv om elselskabet tillagde prisen handelsomkostninger, transport og afgifter. Forbrugerombudsmanden vurderede, at elselskabets måde at oplyse elprisen på var i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud og forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt.

Forbrugerombudsmanden behandlede sagen på baggrund af to klager fra forbrugere, som klagede over markedsføringen af elselskabets elpris.

I sit høringssvar havde elselskabet forklaret, at handelsomkostningerne ikke var et pristillæg, men en betegnelse for de uundgåelige udgifter, som selskabet afholdt til betaling af en energihandelsvirksomhed (en såkaldt balanceansvarlig) for indkøb af el på den danske elbørs Nord Pool. Handelsomkostningerne udgjorde på den måde ikke en fortjeneste for elselskabet.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at elselskaber, når de oplyser deres elpris, skal oplyse samtlige priselementer, som forbrugerne uundgåeligt skal betale, i umiddelbar tilknytning til hinanden, og at alle elementerne skal fremgå med samme meddelelseseffekt.

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering i sagen, at de oplysninger, elselskabet gav om sin elpris på sin hjemmeside, var uklare og uforståelige. Oplysningerne gav forbrugerne opfattelsen, at de ville få strøm til spotpris/indkøbspris, selv om elselskabet tillagde prisen handelsomkostninger, transport og afgifter. Det skyldtes, at oplysningerne om, at elselskabet tillagde prisen handelsomkostninger, transport og afgifter ikke var placeret og fremhævet med samme meddelelseseffekt og synlighed som oplysningen om, at forbrugerne ville få strøm til indkøbspris.

På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at elselskabet havde overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Herved havde elselskabet også overtrådt forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt, som forpligtede elselskabet til at give forbrugerne klare og forståelige oplysninger om den samlede pris og de samlede udgifter eller den måde, hvorpå prisen skal udregnes.

Elselskabet havde desuden tilsidesat sin pligt efter forbrugeraftaleloven til tydeligt og i fremhævet form at give oplysninger om den samlede pris og de samlede udgifter eller den måde, hvorpå prisen skal udregnes, umiddelbart inden forbrugerne afgav deres bestilling via elselskabets bestillingsformular. Forbrugerne havde som følge heraf ikke været forpligtet til at betale for de yderligere handelsomkostninger, transport og afgifter, som elselskabet havde forsømt tydeligt og i fremhævet form at oplyse om.

Ved at have tilsidesat sin oplysningspligt havde elselskabet også handlet i strid med god markedsføringsskik.

Henset til Forbrugerombudsmandens planlagte forhandlinger af retningslinjer for prisoplysninger på elområdet foretog Forbrugerombudsmanden sig ikke yderligere i anledning af selskabets markedsføring af sin elpris.

Forbrugerombudsmanden afsluttede derfor sagen med at indskærpe vildledningsforbuddet over for elselskabet.