Afgørelse

Sagsnummer
24/05876

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6

Oplysninger om en PSO-afgift på et elselskabs hjemmeside var vildledende

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et elselskab havde givet forbrugerne vildledende oplysninger om en PSO-afgift på sin hjemmeside. Elselskabet handlede derfor i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over, at et elselskab indregnede en PSO-afgift i sin elpris efter, at den statslige PSO-afgift var blevet udfaset ved udgangen af 2021.

 

Ved gennemgang af elselskabets hjemmeside kunne Forbrugerombudsmanden tillige konstatere, at der på elselskabets hjemmeside fremgik en række oplysninger om, at elselskabet opkrævede PSO-afgiften til kostpris, samt en graf, der viste, at PSO-afgiften var en del af prisen på en kWh hos elselskabet. Derudover fremgik en definition af, hvad PSO-afgiften var.

 

PSO-afgiften var en statslig afgift, som gik til støtte af produktion af vedvarende energi. Med PSO-aftalen fra 2016 blev det besluttet at overflytte udgifterne til vedvarende energi fra PSO-tariffen til finansloven i årene frem mod 2022. PSO-afgiften blev endeligt udfaset ved udgangen af 2021.

 

Ifølge Forbrugerombudsmandens oplysninger havde elselskabet ikke opkrævet PSO-afgiften fra forbrugere efter, at afgiften blev udfaset.

 

Forbrugerombudsmanden vurderede, at selv om elselskabet ikke havde opkrævet PSO-afgiften efter dens udfasning, havde oplysningerne på elselskabets hjemmeside givet forbrugerne indtryk af, at elselskabet indregnede en PSO-afgift i sin elpris, og at forbrugerne derved støttede produktion af vedvarende energi via elregningen. Da PSO-afgiften havde været udfaset siden udgangen af 2021, indeholdt elselskabets hjemmeside urigtige og dermed vildledende oplysninger.

 

På den baggrund indskærpede Forbrugerombudsmanden vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8 overfor elselskabet.