Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/03510
Lovgivning
- 5
- 6
- Ophaevede bestemmelser
Bøde for mangelfulde prisoplysninger ved markedsføring af et drivhus
Forbrugerombudsmanden anså det som vildledende markedsføring, at et byggemarked ikke oplyste om, at forbrugerne, ud over selve prisen på drivhuset, altid skulle betale 599 kroner i fragt.
Et byggemarked vedtog en bøde på 75.000 kroner, ved i en årrække at have markedsført et drivhus til 1.995 kroner ekskl. leveringsomkostninger. Leveringsomkostningerne var altid på 599 kroner, og forbrugerne kunne ikke hente drivhuset i butikken eller på anden måde undgå fragtudgiften.
Da selskabet kendte fragtudgiften på annonceringstidspunktet var det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke tilstrækkeligt, at selskabet i tilbudsavisen blot oplyste, at kontantprisen var ”ekskl. leveringsomkostninger”. Selskabet skulle efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i stedet have oplyst fragtudgiften som et beløb, jf. § 12 a, stk. 2, 2 pkt., første led.
Det var ikke tilstrækkeligt, at forbrugeren kunne se fragtomkostningen, når drivhuset blev bestilt på selskabets hjemmeside. Leveringsomkostningen skulle efter Forbrugerombudsmandens vurdering gives i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med købsopfordringen i selve tilbudsavisen, hvilket fremgår af forarbejderne til § 12 a.
Forbrugerombudsmanden fandt det også vildledende i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 2, at byggemarkedet havde angivet ”ekskl. leveringsomkostninger”.
Dette fandtes vildledende, da forbrugeren får indtrykket af, at man kan undgå fragtprisen ved at afhente varen i butikken. Ved at undlade at angive den obligatoriske fragtomkostning, gav selskabets markedsføring dermed forbrugerne indtryk af, at drivhuset kunne købes alene mod betaling af den angivne kontantpris. Dermed fremstod drivhuset billigere, end det reelt viste sig at være.