Afgørelse
Sagsnummer
13/07370
Lovgivning
- 5
- 6
Datingside dømt for vildledende markedsføring
Selskabet bag en datinghjemmeside blev idømt en bøde på 50.000 kr. for en vildledende abonnementskampagne på nettet. Selskabet fik samtidig konfiskeret 10.000 kr. i udbytte som følge af den ulovlige markedsføring.
En datingside lovede i en bannerreklame på deres hjemmeside, at brugere kunne prøve et medlemskab til siden i syv dage for 19 kr. Det fremgik af annoncen, at der ikke var nogen binding. Forbrugere, der klikkede på banneret, blev ledt hen på en betalingsside, hvor det igen fremgik, at der ikke var noget binding. Med mindre skrift fremgik det, at introprisen gjaldt i syv dage, at prisen herefter var 45 kr./uge, at abonnementet fornyedes hver 10. uge, og at det kunne opsiges når som helst. Under betalingsvinduet fremgik det med mindre skrift, at abonnementet automatisk ville blive fornyet, indtil det blev opsagt.
Takkede man ja til tilbuddet, blev man bundet af en aftale om et løbende abonnement til 45 kr. om ugen, når de første syv dage var gået, og nåede forbrugerne ikke at opsige abonnementet inden for de første syv dage, var de bundet af abonnementet i 10 uger. Forbrugerne skulle betale for hele den 10 ugers periode på en gang og fik ingen penge tilbage, selvom de opsagde abonnementet inden for denne periode.
Retten fandt, at banneret var vildledende, idet det gav indtryk af, at forbrugerne udelukkende indgik en tidsbegrænset aftale på syv dage til 19 kr. Retten fandt videre, at kampagnen kunne give forbrugerne det indtryk, at abonnementet til enhver tid kunne opsiges, og at der ikke ville være forpligtelser for forbrugerne efter opsigelsen.
Selskabet blev dømt for at have overtrådt vildledningsforbuddet i markedsføringsloven, og retten idømte selskabet en bøde på 50.000 kr. for én dags brug af den vildledende kampagne. Derudover konfiskerede retten selskabets fortjeneste ved den ulovlige markedsføring, som retten fastsatte skønsmæssigt til 10.000 kr.