Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/05298

Lovgivning

  • 3

Det skal fremgå klart af markedsføringen, hvis en "tank-op"-saldo kan komme i minus

Hvis et teleselskab markedsfører en mobilløsning, hvor kunden selv kan ”tanke op”, må oplysningen om, at man kan komme til at hæfte for et forbrug, der ligger udover, hvad man har tanket op for, ikke udelades, skjules, fremstå uklar eller præsenteres på en uhensigtsmæssig måde i markedsføringen.

En forbruger havde valgt en mobilløsning hos et teleselskab, hvor hun selv skulle ”tanke op” for at holde styr på datterens forbrug. Det viste sig imidlertid at forbrugeren kom til at hæfte for et forbrug af data (GPRS-forbrug), der lå udover, hvad hun havde tanket mobilen op for.

Mobilselskabet bekræftede over for Forbrugerombudsmanden, at kunder med en ”tank-op-løsning” ville kunne opnå en negativ saldo.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at såfremt en erhvervsdrivende markedsfører en mobilløsning hos et teleselskab, hvor forbrugeren selv kan tanke sin mobilkonto op, giver det forbrugeren det indtryk, at pågældende kun kan bruge det beløb, som der er tanket op for.

Informationen om, at man som kunde med en ”tank-op-løsning” vil kunne komme til at hæfte for et forbrug, der ligger udover, hvad man har tanket op for, er derfor en væsentlig oplysning, som ikke må udelades, skjules, fremstå uklar eller præsenteres på en uhensigtsmæssig måde i markedsføringen.

Idet informationen ikke fremgik af mobilselskabets markedsføring, var der tale om vildledende markedsføring i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Set i lyset af, at Forbrugerombudsmanden ikke havde fået tilsvarende klager, og at mobilselskabet fremadrettet ville lade oplysningen fremgå af deres markedsføring, foretog Forbrugerombudsmanden sig ikke yderligere i sagen.