Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/10350

Lovgivning

  • 3

Et besparelsesudsagn havde mistet sin relevans pga. sammenligningsgrundlagets alder og fandtes derfor vildledende

Et benzinselskab kunne ikke anvende et produkt, der var udgået af selskabets sortiment for mere end et år siden, som sammenligningsrundlag for benzinbesparelser ved selskabets nye produkter.

Et større benzinselskab anvendte udsagnet ”Kør op til 2,7 % længere” og andre lignende udsagn i en markedsføringskampagne. Referencegrundlaget for udsagnene var selskabets hidtidige brændstof, som var udgået af sortimentet. Henset til at kampagnen var indledt mere end et år tidligere i forbindelse med lancering af et nyt produkt, fandt Forbrugerombudsmanden ikke, at en fortsat brug af udsagnene var relevant - herunder i forhold til aktualitet - for at kunne betragtes som retvisende og reelt. Desuden var grundlaget for besparelsen og de forudsætninger, dette byggede på, ikke tydeligt oplyst.

Forbrugerombudsmanden fandt, at det ved præsentation af et nyt produkt kunne være relevant at foretage en sammenligning med den erhvervsdrivendes egne hidtidige produkter. Hvis det gamle produkt udgik af sortimentet i forbindelse med introduktion af det nye, ville sammenligningen dog gradvist miste sin relevans, og i takt med, at det nye produkt blev det sædvanlige ville budskabet om besparelse blive indholdsløst. En fortsat brug af budskabet ville derfor ud fra en aktuel bedømmelse være en salgsfremmende foranstaltning uden reelt indhold og dermed vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, stk.1.

Vedr. tydeligheden bemærkede Forbrugerombudsmanden, at det anvendte sammenligningsgrundlag samt forudsætninger og forbehold mv. fremgik af en fodnote. Oplysningerne fremstod dog ikke tydelige ved en helhedsbedømmelse, og Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at sammenligningsgrundlaget mv. kunne give anledning til tvivl hos forbrugeren. Markedsføringen var derfor i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3, stk.

På denne baggrund og efter Forbrugerombudsmandens krav herom indstillede selskabet herefter den hidtidige markedsføring.

I forbindelse hermed forespurgte selskabet, om man kunne anvende det brændstof, der var til salg på selskabets 57 discountstationer af et andet navn, som sammenligningsgrundlag for brændstofbesparelser ved selskabets hovedprodukter.

Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at var noget til hinder for en besparelseskampagne med brændstoffet på discountstationerne som sammenligningsgrundlag – forudsat dette var tydeligt oplyst, og at de besparelsesudsagn, der blev brugt, til enhver tid i øvrigt var korrekte og dokumenterbare.