Afgørelse
Sagsnummer
22/04035
Lovgivning
- 5
- 6
- 7
Et elselskabs henvendelser til en kunde om tilmelding til Betalings-service var vildledende og aggressiv markedsføring
Et elselskab anvendte vildledende og aggressiv markedsføring i sine sms-beskeder og telefonopkald til en forbruger om indhentelse af samtykke til at tilmelde forbrugeren Betalingsservice.
Forbrugerombudsmanden havde modtaget en henvendelse fra en forbruger, der klagede over et elselskabs gentagne henvendelser til hende. Elselskabet havde først i en mail til forbrugeren bedt om hendes samtykke til at tilmelde hende Betalingsservice. Elselskabet oplyste i denne forbindelse, at forbrugeren i stedet havde mulighed for at betale med girokort, og at hun i så fald ikke skulle foretage sig noget. Forbrugeren ønskede ikke at betale via Betalingsservice, og hun foretog sig derfor ikke noget i anledning af mailen. Herefter blev forbrugeren ringet op af elselskabet, og forbrugeren oplyste, at hun ønskede at betale med girokort.
Efterfølgende modtog forbrugeren en række sms-beskeder og telefonopkald fra elselskabet med henblik på at få forbrugerens samtykke til Betalingsservice. Sms-beskederne til forbrugeren indeholdt blandt andet sætningerne: ”Vi skal sikre du ikke mister strøm, hvorfor du blot skal bekræfte at betalingsservice fortsætter” og ”Vigtigt! Vigtigt! – Deadline i dag! Jeg har en deadline i dag på at indlevere dig til betalingsservice og sikre din fremtidige leverance af strøm”.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at ordlyden af sms-beskederne gav forbrugeren det indtryk, at hun risikerede at miste strømmen, hvis ikke hun gav samtykke til, at elselskabet måtte tilmelde hende Betalingsservice. Et elselskab kan dog ikke afbryde strømmen, blot fordi en forbruger ikke vil tilmeldes Betalingsservice. Derudover gav sms-beskederne forbrugeren det indtryk, at elselskabet kun tilbød Betalingsservice som betalingsmiddel, idet det ikke fremgik af sms’erne, at det også var muligt at betale med girokort. Sms-beskederne var dermed egnet til at vildlede gennemsnitsforbrugeren i strid med markedsføringslovens forbud herom.
Både elselskabets sms-beskeder og de telefonopkald til forbrugeren, som blev foretaget efter forbrugeren havde frabedt sig opkald, vurderede Forbrugerombudsmanden var aggressiv markedsføring ved utilbørlig påvirkning. Det blev i denne vurdering tillagt særlig vægt, at elselskabet gentagne gange havde skrevet og ringet til forbrugeren, og at elselskabet i sms-beskederne anvendte truende sprog ved at skrive, at forbrugeren ville miste strømmen, hvis ikke hun gav samtykke til tilmelding til Betalingsservice.
Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med en indskærpelse af markedsføringslovens vildledningsforbud og forbud mod aggressiv handelspraksis over for elselskabet.