Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/01840
Lovgivning
- 3
- 9
Markedsføring af rejse til Bornholm var vildledende
Et rejsebureau markedsførte en rejse til Bornholm til en pris fra 1.040 kr. pr. person. Det fremgik imidlertid ikke klart, at prisen kun gjaldt, hvis man rejste 5 personer. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne i markedsføringsloven om vildledning og salgsfremmende foranstaltninger over for den erhvervsdrivende.
En forbruger klagede til Forbrugerombudsmanden over en annonce fra et rejsebureau, som reklamerede for en rejse til Bornholm til en pris fra 1.040 kr. pr. person inkl. færge og bro.
Da forbrugeren ville bestille rejsen, blev hun imidlertid oplyst om, at prisen kun gjaldt, hvis man rejste 5 personer.
Rejsebureauet henviste over for Forbrugerombudsmanden til, at der ikke var tale om en eksakt pris, men en ”fra-pris”, og at der længere nede i annoncen var angivet en totalpris på 5.198 kr. v/5 personer.
Forbrugerombudsmanden oplyste til rejsebureauet, at det fremgår af markedsføringslovens § 3, stk. 1, at erhvervsdrivende ikke må udelade væsentlige informationer i markedsføringen, ligesom det følger af markedsføringslovens § 9, stk. 1, at tilbudsbetingelserne, herunder begrænsninger i et tilbud, skal fremgå klart og tydeligt af markedsføringen af tilbuddet.
Forbrugerombudsmanden henledte endvidere rejsebureauets opmærksomhed på, at det fremgår af forarbejderne til markedsføringslovens § 9, stk. 1, at tilbudsbetingelserne skal fremstå med samme meddelelseseffekt som selve tilbuddet.
Forbrugerombudsmanden meddelte rejsebureauet, at det ikke var tilstrækkeligt til at opfylde kravene i markedsføringslovens § 3, stk. 1, og § 9, stk. 1, at der længere nede i annoncen var angivet en totalpris for 5 personer, og Forbrugerombudsmanden påpegede endvidere, at en forbruger, der ser en ”fra-pris” på en rejse, med rette må gå ud fra, at vedkommende kan opnå denne pris, når vedkommende rejser alene, medmindre andet klart og tydeligt fremgår af markedsføringen.
Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen ved at indskærpe reglerne i markedsføringslovens § 3, stk. 1, og § 9, stk. 1, over for rejsebureauet.