Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/09066
Lovgivning
- 3
- 9
Jubilæumstilbud var vildledende og oplyste ikke tilbudsbetingelser
En erhvervsdrivende havde markedsført brillestel til 420 kr., men oplyste ikke, at det var en betingelse, at man samtidig købte glas.
En forbruger klagede til Forbrugerombudsmanden over en erhvervsdrivende, som i en SMS havde markedsført et jubilæumstilbud med følgende ordlyd: ”Hej [klagers navn] 42 års Jubilæum alle stel i butikken 420 kr. I dag og i morgen (kan ikke kombineres med andre rabatter) Venlig hilsen [den erhvervsdrivendes navn]”
Tilbuddet gjaldt dog kun, hvis man samtidig købte brilleglas, og det fremgik ikke af beskeden.
Det er således Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det var vildledende i strid med markedsføringsloven § 3, stk. 1, at der var oplyst en pris på 420 kr. for et brillestel, selvom man ikke kunne få et stel til 420 kr. uden samtidig at købe brilleglas.
Forbrugerombudsmanden fandt yderligere, at kravet i markedsføringslovens § 9, stk. 1, om at tilbudsbetingelser skal være klare, tydelige og let tilgængelige for forbrugeren, ikke var opfyldt.
Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor reglerne over for den erhvervsdrivende.