Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
13/03794
Lovgivning
- 3
Markedsføring af tv-pakker var vildledende
En tv-udbyders markedsføring af tv-pakker var vildledende, da det ikke klart fremgik, at prisen for en tv-pakke forudsatte køb af andre produkter. Det var også vildledende, at prisen pr. måned for en tv-pakke var fremhævet, mens et halvårligt gebyr for tv-pakken alene fremgik i et link, som forbrugeren selv skulle aktivere for at læse. Selskabet valgte at rette deres markedsføring efter kritik fra Forbrugerombudsmanden.
Selskabet markedsførte på egen hjemmeside tre forskellige tv-pakker. Ved hver tv-pakker var der angivet en fremhævet pris – prisen pr. måned. Efter prisen pr. måned fremgik med mindre skrifttype ”mindsteprisen i 6 måneder”. Først ved at klikke på et link med ”mindsteprisen” blev det oplyst, at der udover den månedlige pris skulle betales et halvårligt gebyr. Endvidere viste det sig, at det slet ikke var muligt alene at købe tv-pakken, da bestilling af tv-pakken forudsatte tilkøb af et internetabonnement.
Forbrugerombudsmanden meddelte selskabet, at markedsføringen på flere punkter var vildledende og dermed i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1. Det var vildledende, at det ikke klart fremgik, at prisen for tv-pakkerne forudsatte køb af andre produkter. Dermed var ”mindsteprisen i 6 måneder” også urigtig, da der i prisen alene var indregnet betalingen for tv-pakken. Endelig meddelte Forbrugerombudsmanden selskabet, at såfremt der anvendes en prisstruktur, hvor forbrugeren skal betale et beløb pr. måned og et beløb fx pr. halve år, skal prisen pr. halve år fremstå lige så tydeligt som prisen pr. måned – ellers vil det være i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud.
Selskabet ændrede herefter markedsføring og oplyste samtidig, at de inden længe ville udarbejde en helt ny hjemmeside, hvor de ville tage højde for Forbrugerombudsmandens kritikpunkter.