Afgørelse

Sagsnummer
17/02866

Lovgivning

  • 9
  • 3, stk. 1

Mikrobryggeri misbrugte navn og billede på medlem af Kongehuset

Et mikrobryggeri anvendte navn og billede på et af Kongehusets medlemmer samt titlen ”Kongelig Hofleverandør” i markedsføringen af en øl. Det var i strid med markedsføringsloven, mikrobryggeriet ikke havde indhentet tilladelse til brugen fra Kongehuset.

Et mikrobryggeri anvendte et medlem af Kongehusets navn og billede samt prædikatet ”Kongelig hofleverandør” i markedsføringen af en øl, bl.a. på øllens etiket.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at det var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, at anvende navnet og billedet i markedsføringen, da der ikke var indhentet tilladelse fra Kongehuset.

Endvidere var det i strid med markedsføringslovens § 9, jf. pkt. 4 i bilag 1, at anvende hofprædikatet ”Kongelig Hofleverandør” i markedsføringen uden forudgående tilladelse.

Efter pkt. 4 i bilaget må en erhvervsdrivende ikke hævde, at den pågældende erhvervsdrivende eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af en offentlig eller privat instans, hvis det ikke er tilfældet. En erhvervsdrivende må heller ikke fremsætte en sådan påstand uden at opfylde betingelserne for godkendelse eller tilladelse.

Mikrobryggeriet rettede sin markedsføring kort tid efter Forbrugerombudsmandens henvendelse og stoppede produktionen af den pågældende øl.