Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/05943
Lovgivning
- 3
Rejsebureaus markedsføring af fertilitetsbehandling i udlandet var vildledende
Forbrugerombudsmanden vurderede, at et rejsebureaus anvendelse af markedsføringsudsagnet ”vælg dit barns køn – og slip for arvelige sygdomme” var vildledende i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, da udsagnet gav forbrugerne det indtryk, at de med sikkerhed kunne undgå arvelige sygdomme, hvilket ikke var tilfældet.
Rejsebureauet reklamerede i en annonce og på sin hjemmeside for fertilitetsbehandlinger i udlandet med markedsføringsudsagnet:
”Vælg dit barns køn – og slip for arvelige sygdomme.”
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udsagnet gav forbrugerne det indtryk, at de med sikkerhed kunne undgå arvelige sygdomme.
Forbrugerombudsmanden besluttede at indhente en sundhedsfaglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen af rigtigheden af rejsebureauets udsagn.
Sundhedsstyrelsen udtalte, at det ikke fagligt gav mening at reklamere med, at man kan undgå arvelige sygdomme, da man kun kan minimere risikoen for arvelige sygdomme og ikke undgå dem.
Derfor fandt Forbrugerombudsmanden udsagnet vildledende i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1.
Rejsebureauet ændrede herefter udsagnet til:
”Vælg dit barns køn og minimer risikoen for arvelige sygdomme.”
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at dette udsagn ikke er vildledende, da udsagnet ikke giver det indtryk, at man med sikkerhed kunne slippe for arvelige sygdomme, men kun minimere risikoen.
I denne vurdering lagde Forbrugerombudsmanden vægt på Sundhedsstyrelsens udtalelse om, at man ved den pågældende fertilitetsbehandling kunne minimere risikoen for arvelige sygdomme.
Derfor fandt Forbrugerombudsmanden ikke anledning til at foretage sig yderligere for så vidt angår det nuværende udsagn.