Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
2005-1129/5-202
Lovgivning
- 3
Slankeplaster har ingen dokumenteret effekt
De markedsførte virkninger af et slankeplaster var ifølge en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen udokumenterede. Forbrugerombudsmanden fandt derfor markedsføringen vildledende, og virksomheden bag plasteret ændrede herpå denne.
Tv-programmet Kontant gjorde Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at der ikke var dokumentation for markedsføringens påstande for nogle slankeplastres virkning. Det blev markedsført som et slankeplaster, der kunne påvirke forbrændingen og stofskiftet, så brugeren tabte sig.
Forbrugerombudsmanden bad Lægemiddelstyrelsen om at vurdere firmaets dokumentation for den påståede effekt, og Lægemiddelsstyrelsens konklusion var klar:
”Der foreligger ikke dokumentation for at slankeplasteret har
• en selvstændig slankende effekt
• en forstærkende effekt anvendt sammen med ændrede kostvaner/diæt og/eller motion
• kan påvirke forbrændingen og stofskiftet”.
Derfor opfordrede Forbrugerombudsmanden den erhvervsdrivende bag slankeplasteret til at stoppe den ulovlige markedsføring.
Ifølge markedsføringslovens § 3, stk. 1, må der i markedsføring ikke anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, som er egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af varer.
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at markedsføringen af slankeplasteret var i strid med denne bestemmelse.
Den erhvervsdrivende bag slankeplasteret ændrede markedsføringen af plasteret.