Afgørelse

Sagsnummer
20/11953

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5

Teleselskaber må kun bruge udsagnet ”fri data” ved ubegrænset dataforbrug

Teleselskaber må kun bruge udsagnet ”fri data” i deres markedsføring, hvis de giver kunden adgang til et ubegrænset dataforbrug. Teleselskaber må dog gerne forhindre misbrug.

Forbrugerombudsmanden behandlede klager over tre teleselskaber, som havde markedsført abonnementer med ”fri data” samtidig med en fair use-grænse på 1000 GB for at undgå misbrug.

Det fremgår af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde. Ifølge § 5, stk. 2, nr. 2, kan vildledning efter stk. 1 fx relatere sig til de væsentligste egenskaber ved produktet. Det fremgår desuden af lovbemærkningerne til § 5, stk. 2, nr. 2, at der ved produktets væsentligste egenskaber bl.a. forstås det omfang, produktet er tilgængeligt i og produktets fordele.

Hvis et abonnement markedsføres med ”fri data”, skal data derfor kunne bruges frit og uden nogen begrænsninger, såsom en øvre forbrugsgrænse. Får forbrugeren ikke adgang til ubegrænset data, er markedsføringen vildledende, medmindre abonnementet bliver misbrugt, fx ved erhvervsmæssigt brug af abonnementet.

I de konkrete sager vurderede Forbrugerombudsmanden, at de tre teleselskaber ikke havde vildledt forbrugerne. Det skyldtes, at teleselskaberne oplyste:

  • At fair use-grænsen på 1000 GB ikke skulle forstås som en max forbrugsgrænse af data, hvorfor det ikke i sig selv havde konsekvenser at ramme 1000 GB eller i sig selv blev betragtet som et misbrug at ramme 1000 GB, og
  • at der ikke var andre begrænsninger forbundet med abonnementer, der blev markedsført med ”fri data”.

Forbrugerombudsmanden lagde i sin vurdering også til grund, at 1000 GB data væsentligt oversteg det normale forbrug af data og forudsatte et unormalt højt forbrug af data.