Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/03247

Lovgivning

  • 3
  • 12a

Tilbud og bestillingsside samt kvittering var vildledende fordi gratis fragt forudsatte abonnement

I et kampagnetilbud på nettet manglede der oplysninger om, at prisen var angivet uden fragt og forudsatte medlemskab. På bestillingssiden risikerede forbrugere, der ville slippe for fragtomkostninger at blive tilmeldt et løbende betalingsabonnement uden at være klar over det. De efterfølgende kvitteringer for købet oplyste ikke om tilmeldingen til abonnementet. Det fandt Forbrugerombudsmanden vildledende i strid med markedsføringslovens § 3 og § 12 a.

Fremstilling af sagen

Af annonceringen på nettet fremgik, at forbrugerne kunne få 2 dåser hårvoks for kun 59 kr. Der blev ikke taget forbehold for fragt eller andre krav.

Reagerede forbrugeren på annoncetilbuddet og klikkede ind på annoncørens indkøbskurv, viste det sig imidlertid, at det kun var forbrugere, der i forvejen var VIP-medlemmer af annoncørens hjemmeside, der kunne få hårvoksen til 59 kr.

Var forbrugeren ikke medlem, skulle der oven i prisen på 59 kr. lægges enten fragt for 80 kr. eller 5 kr. til et VIP-medlemskab i 5 dage.

Det manglende forbehold for fragtafgifter i tilbuddet på facebook var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsføringslovens § 3, jf. § 12 a, stk. 2, der kræver, at der ved købsopfordringer som minimum gives oplysning om, at fragtomkostninger kan forekomme. 

Den manglende oplysning om, at kun forbrugere, der i forvejen var VIP-medlemmer kunne få hårvoksen til 59 kr., var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsføringslovens § 3, jf. § 12 a, stk. 1, nr. 3, hvorefter særlige forhold vedrørende gennemførelse af aftalen, skal oplyses tydeligt.

Når forbrugeren på annoncørens bestillingsside i ”Din indkøbskurv” valgte at tilkøbe 5-dages VIP-abonnement for 5 kr. for at undgå fragt på 80 kr., fremgik det ikke tilstrækkeligt tydeligt, at VIP-abonnementet efter de 5 dage ville fortsætte som et betalingsabonnement, hvor der hver måned automatisk ville blive trukket 270 kr. på kreditkortet. Dette udgjorde efter Forbrugerombudsmandens vurdering en overtrædelse af markedsfø-ringslovens § 3.

Endvidere var det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse egnet til at vildlede forbrugerne i strid med markedsføringslovens § 3, at kvitteringen som blev sendt til forbrugeren umiddelbart efter bestillingen ikke nævnte, at forbrugeren havde købt et løbende betalingsabonnement, der efter 5 dage kostede 270 kr. pr. påbegyndt måned.

Straffesagen mod selskabet blev opgivet, da selskabet var i likvidation.