Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
08/08864
Lovgivning
- 3
Uoverensstemmelse mellem billede og tekst var i den konkrete sammenhæng ikke vildledende
Selv om der var uoverensstemmelse mellem billederne i en tv reklame og den oplyste tilbudspris fandt Forbrugerombudsmanden ikke markedsføringen vildledende, da det i øvrigt tydeligt fremgik, hvad tilbuddet omfattede.
Radio- og tv-nævnet anmodede Forbrugerombudsmanden om en udtalelse i en klagesag vedrørende en tv-reklame fra et møbelfirma. Der blev klaget over, at det omhandlede tilbud alene omfattede et bord og 4 stole, jf. også speaket og prisoplysningen i underteksten – og ikke 6 stole som afbildet i reklamen.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at der ved markedsføring af et tilbud ikke bør være tvivl om, hvad dette omfatter og indeholder, og at en mangelfuld beskrivelse af et tilbud og dets indhold efter omstændighederne kan være i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3. Udgangspunktet var herefter, at der skulle være nøje overensstemmelse mellem det illustrerede, den ledsagende tekst og den oplyste pris. Såfremt en sådan overensstemmelse ikke forelå, idet budskabet i illustrationen blev modificeret, skulle den erhvervsdrivende klart og tydeligt oplyse herom, således at forbeholdet fremstod med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt som illustrationen.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at uagtet filmsekvensen viste et bord omgivet af 6 stole, vistes samtidig teksten ”Bord inkl. 4 stole” med læsbar og tydelig skrift under hele sekvensen. Desuden blev det mundtligt og med tydelig stemmeføring oplyst, at tilbuddet omfattede et bord med fire stole, idet ”fire” blev betonet.
Forbrugerombudsmanden fandt på denne baggrund, at den erhvervsdrivende tilstrækkeligt klart og tydeligt – og med samme meddelelseseffekt som illustrationen - havde oplyst om tilbuddets indhold. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse forelå der derfor næppe en overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3.