Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/02762, 13/03568, 13/03868, 13/04222

Lovgivning

  • 1
  • 3

Vildledende "kundebrev" om nye elregler

Forbrugerombudsmanden har behandlet en række klager over et brev, som flere forsyningsselskaber i marts 2013 sendte til forbrugere. Brevet startede med ”Kære kunde”. Det fremgik af brevet, at formålet var, at oplyse el-forbrugere om nye regler på el-markedet. Brevet beskrev også et konkret el-produkt. Det var klagernes opfattelse, at brevet på en række punkter var vildledende.

Brevet var sendt til såvel el-forsyningspligtkunder som til forbrugere, der ikke var forsyningspligtkunder, idet de havde valgt anden el-leverandør.

Brevet gav indtryk af, at alle el-forbrugere som følge af de nye el-regler inden 30. april 2013 skulle tage stilling til deres fremtidige levering af el, uanset om de allerede havde valgt el-leverandør.

Det fremgik også af brevet, at såfremt man ikke som el-forbruger tog stilling, så ville man automatisk blive overført til et strømkøb, hvor betingelserne var udformet af staten.

De nye regler omfatter imidlertid alene forsyningspligtkunder og ikke el-forbrugere, som allerede har valgt el-leverandør.

De el-forbrugere, der hidtil havde været forsyningspligtkunder, og som ikke foretog sig noget, blev ikke, som der stod i brevet, ”automatisk overført til et strømkøb, hvor betingelserne er udformet af staten”. De ville derimod, hvis det hidtidige forsyningspligtselskab opretholdt kundeforholdet, få et tilbud om fortsat levering af et el-produkt, hvor alene rammerne for dette produkt var fastsat, jf. elforsyningslovens § 34 a, stk. 3, jf. stk. 4. Der er tale om en ny aftale hos det hidtidige forsyningspligtselskab om levering af el, men hvor der ikke er tale om et forsyningspligtprodukt.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at brevet var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1 om vildledende markedsføring, idet brevet var egnet til at give de el-forbrugere, der havde valgt el-leverandør, den vildledende opfattelse af, at de til trods herfor alligevel som følge af lovændringen skulle tage stilling til deres fremtidige levering af el, at det skulle ske inden 30. april 2013, og at forbrugeren ved passivitet automatisk ville blive overført til et strømkøb, som beskrevet i brevet.

Endvidere var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at brevet var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1 om vildledende markedsføring i forhold til hidtidige forsyningspligtkunder, idet brevet var egnet til at give disse el-forbrugere den vildledende opfattelse af, at såfremt de forholdt sig passivt, så ville de blive overført til et strømkøb som beskrevet i brevet.
 
Forbrugerombudsmanden fastslog, at informationen i brevet endvidere var egnet til at modvirke Folketingets intentioner bag den nye el-lov, herunder til at vildlede med hensyn til ændringerne på elforsyningsområdet, i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.