Afgørelse

Sagsnummer
19/04357

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
  • 8
  • 11
  • 12

Vildledende markedsføring af elaftaler

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et elselskab i samarbejde med en detailvirksomhed havde vildledt forbrugerne. Forbrugerne indgik en elaftale i forbindelse med et køb af et produkt i detailvirksomheden. Sælgerne i virksomheden havde bl.a. ikke gjort det klart, at forbrugerne var ved at indgå en elaftale.

En detailvirksomhed tilbød forbrugerne en rabat på et produkt, hvis de samtidig med købet af produktet i detailvirksomheden indgik en elaftale med et bestemt elselskab. 

Forbrugerombudsmanden modtog flere klager fra forbrugere over detailvirksomhedens sælgeres markedsføring af elaftalen. Ifølge forbrugerne havde sælgerne ikke gjort det klart, at forbrugerne indgik en ny elaftale ved at acceptere rabatten på produktet. Sælgerne havde bl.a. oplyst:

  • at forbrugeren blot ville binde sig i seks måneder til sin nuværende elaftale uden at oplyse, at forbrugerens nye aftale havde en væsentligt højere elpris,
  • at elselskabet ville fusionere med forbrugerens nuværende elselskab, og i den forbindelse kunne hun få en rabat, og
  • at der var tale om en energikampagne, hvor forbrugerne ville få en rabat, hvis regningen blev sendt til elselskabet.

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at detailvirksomheden og elselskabet havde markedsført elaftalen på en vildledende måde. Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor markedsføringslovens § 4, stk. 1, og § 6, stk. 1, over for detailvirksomheden og elselskabet.

Det var endvidere Forbrugerombudsmandens vurdering, at sælgerne ikke på en klar og forståelig måde havde opfyldt deres oplysningspligt, jf. forbrugeraftalelovens §§ 8 og 11, og ikke havde gjort det klart, at forbrugerne indgik en aftale med en betalingsforpligtelse, jf. forbrugeraftalelovens §12, stk. 1, 1. pkt.

Forbrugerombudsmanden bemærkede over for elselskabet, at det kan være svært at sikre, at forbrugerne får de nødvendige oplysninger for at vurdere, om det vil være i forbrugerens interesse at indgå en elaftale, når elaftalen indgås i forbindelse med køb af et andet produkt, og hvor der tilbydes en rabat på dette andet produkt. Dertil kommer, at forbrugerne kan være under et vist pres til at tage en hurtig beslutning, hvis der er andre forbrugere, der står i kø for at betale for produkter.

Forbrugerombudsmanden var derfor mest tilbøjelig til at mene, at det ville være i strid med god markedsføringsskik og god erhvervsskik at sælge el på en måde, hvor forbrugeren bliver tilbudt en rabat på et produkt mod straks at indgå en elaftale under omstændigheder, hvor forbrugeren næppe har mulighed for at undersøge, hvorvidt aftalen vil være i forbrugerens interesse.