Afgørelse
Sagsnummer
24/05552
Lovgivning
- 5
- 6
- 13
Vildledende markedsføring grundet utilstrækkelig dokumentation for CO2-kompensation
Forbrugerombudsmanden vurderede, at en elhandler ikke opfyldte dokumentationskravet i markedsføringslovens § 13 ved at markedsføre et elprodukt med to blade i henhold til Forbrugerombudsmandens retningslinjer for elhandleres brug af klimamæssige udsagn ved markedsføring af strøm. Markedsføringen var derfor egnet til at vildlede forbrugerne om elproduktets klimapåvirkning.
Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på, at elhandleren markedsførte et elprodukt med to blade i henhold til Forbrugerombudsmandens retningslinjer for elhandleres brug af klimamæssige udsagn ved markedsføring af strøm.
For at kunne markedsføre et elprodukt med to grønne blade skal elproduktet være baseret 100 % på vedvarende energikilder, og derudover skal elhandleren lave yderligere klimatiltag, der kan neutralisere et klimaudslip svarende til 100 % af det antal kWh om året, som kunden forventes at bruge, jf. retningslinjerne. Forbrugerombudsmanden anmodede elhandleren om dokumentation herfor.
Elhandleren fremlagde dokumentation for, at elhandleren havde købt klimakreditter i ni konkrete klimaprojekter, der vedrørte nye køkkenovne, solceller, vindmøller, biogas og metanudnyttelse. Forbrugerombudsmandens vurderede, at dokumentationen alene indeholdt en sandsynliggørelse af, at projekterne havde en sådan klimaeffekt, at de kunne kompensere CO2-udledningen ved kundernes årlige elforbrug. Det var blandt andet ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at klimaeffekten ved de enkelte projekter ikke ville have fundet sted uden projekterne (manglende additionalitet).
På grund af den utilstrækkelige dokumentation, var dokumentationskravet i markedsføringslovens § 13 ikke opfyldt. Forbrugerombudsmanden henviste til Højesterets dom i U 2015.2565 H, hvorefter det ikke er tilstrækkeligt til opfyldelse af dokumentationskravet i markedsføringslovens § 13 at sandsynliggøre rigtigheden af en faktisk oplysning.
Elhandlerens brug af to blade i markedsføringen af elproduktet var derfor egnet til at give forbrugerne et fejlagtigt indtryk af, at det ville medføre større klimamæssige fordele at købe elproduktet, end det reelt medførte. Markedsføringen var derfor egnet til at vildlede forbrugerne i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8.
Forbrugerombudsmandens retningslinjer for elhandleres brug af klimamæssige udsagn ved markedsføring af strøm ophæves pr. 1. september 2024, hvorefter bladene ikke længere kan bruges i markedsføringen. Læs pressemeddelelsen om ophævelsen.