Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/03455, 12/02256 og 13/02073
Lovgivning
- 6
Bøder på 10.000 kr. for spam
Tre virksomheder har betalt bøder på hver 10.000 kr. for at have sendt elektroniske reklamehenvendelser til personer, der ikke forudgående havde bedt om det.
Sagerne var alle startet op på baggrund af klager sendt til Forbrugerombudsmandens spampostkasse dansk@spamklage.dk, hvortil man kan klage over spam sendt fra danske afsendere.
I de to første sager var der sendt hhv. 11 og 10-20 spammails til forskellige personer. I den tredje sag var der sendt 29 mails til den samme person, der havde tilbagekaldt et tidligere angivet samtykke til at modtage reklamemails fra virksomheden.
Sådan udmåles spambøder
Ved fastsættelsen af en spambøde bliver der taget udgangspunkt i en beregningsmodel, der fremgår af forarbejderne til markedsføringsloven.
Op til 100 spammails udløser en minimumsbøde på 10.000 kr. For over 100 spammails gives der en bøde på 100 kr. for hver mail. Således vil bøden for 60 spammails være 10.000 kr. og for 140 spammails være 14.000 kr.
Udgangspunktet vil dog kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.