Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
08/08304

Lovgivning

  • 13

Bøde på 150.000 kr for gentagne gange ikke at oplyse mindsteudgift på bredbåndsabonnementer

En bredbåndsudbyder fik bøde på 150.000 kr. for gentagne gange at have markedsført bredbånd uden at oplyse den samlede mindsteudgift for en række af deres produkter på selskabets hjemmeside.

En bredbåndsudbyder blev som led i en gennemgang af markedet for bredbånd politianmeldt for overtrædelse af markedføringslovens § 13, stk. 1-2, sammen med 7 andre udbydere i foråret 2009.
 
Selskabet havde i perioden september 2008 – marts 2009 og igen i juli måned 2009 markedsført sig på selskabets hjemmeside uden at oplyse mindsteudgiften for deres abonnementer.

Udover den månedlige abonnementspris var der både en bindingsperiode på seks måneder og en række oprettelsesomkostninger forbundet med at tegne abonnementerne, men denne oplysning fremgik først, når man bestilte de pågældende abonnementer og ikke selve markedsføringen. Selskabet havde dermed overtrådt markedsføringslovens § 13, stk. 1-2. 

Bødens størrelse blev fastsat på baggrund af markedsføringsomkostningernes og den opnåede avances størrelse samt under hensyntagen til, at selskabet havde medvirket aktivt til sagens efterforskning.

Ved fastsættelsen af bødens størrelse blev der derudover særligt lagt vægt på, at bredbåndsudbyderen igen efter Forbrugerombudsmandens politianmeldelse havde annonceret uden oplysning af mindsteudgift. Der var således tale om gentagen overtrædelse af markedsføringsloven.