Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
2007-1120/5-712

Lovgivning

  • 3
  • 13

Udbyder af webhoteller gav ukorrekte prisoplysninger på internettet

Udbyderens hjemmeside oplyste først på bestillingssiden den samlede pris inklusiv moms for ydelsen. Over for forbrugere skal priser altid være angivet inklusiv moms første gang, de oplyses. Selskabet rettede ikke ind efter Forbrugerombudsmandens første henvendelse og blev derfor politianmeldt. Vedtagelse af bøde.

Markedsføringslovens §§ 3 og 13 stiller efter Forbrugerombudsmandens opfattelse krav om, at de erhvervsdrivende over for forbrugere skal angive priser inkl. moms i alle de skærmbilleder, hvor der gives oplysninger om priser.

Dette var ikke tilfældet på webudbyderens hjemmeside, hvor der blev udbudt webhoteller. Først da forbrugeren klikkede sig videre til bestillingssiden, blev den samlede pris inklusiv moms oplyst, hvilket ikke er tilstrækkeligt efter markedsføringslovens regler.

Reglerne blev præciseret over for selskabet i februar måned 2007, og selskabet meddelte Forbrugerombudsmanden, at priserne straks ville blive ændret, så de oplyste den fulde pris inklusiv moms. Forbrugerombudsmanden kunne imidlertid i maj måned 2007 konstatere, at selskabet ikke havde ændret sin prismarkedsføring.

Forbrugerombudsmanden rettede derfor på ny henvendelse til selskabet og tog i den forbindelse forbehold for politianmeldelse. Selskabet rettede efter Forbrugerombudsmandens sidste henvendelse sin prismarkedsføring således, at alle priser over for forbrugere – første gang disse oplyses – altid vil være inklusiv moms.

Forbrugerombudsmanden valgte imidlertid at politianmelde selskabet, fordi selskabet ikke som meddelt ændrede sin prismarkedsføring efter Forbrugerombudsmandens første henvendelse.

Selskabet valgte herefter at afslutte sagen ved betaling af en bøde på 50.000 kr.