Afgørelse

Sagsnummer
18/04973

Lovgivning

  • Tobaksreklameloven og lov om elektroniske cigaretter

Bøde på 5.000 kr. til lokal dagligvareforretning for ulovlig tobaksreklame

Landsretten idømte en lokal dagligvareforretning 5.000 kr. i bøde for at have reklameret for cigaretter i en ugeavis.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte dagligvareforretningen i 2016 for at have reklameret for cigaretter i en ugeavis i en uge i løbet af juli 2016.

Avisannoncen viste et billede af en ekspedient, der holdt cigaretpakker i hænderne. På billedet var en taleboble med ordlyden:

”Jeg har styr på alle cigaretmærker, og jeg har bestilt rigeligt.”

Dagligvareforretningen erkendte forholdet, men var uenig i Forbrugerombudsmandens bødepåstand. Sagen blev derfor indbragt for retten.

Dagligvareforretningen blev frifundet i byretten i januar 2020, som fandt, at sagen var forældet på grund af den lange sagsbehandlingstid hos politiet. Dagligvareforretningen var blevet sigtet i november 2017 og tiltalt i juni 2019.

Byrettens dom blev anket til landsretten af anklagemyndigheden.

Landsretten var ikke enig med byretten i, at sagen var forældet og idømte dagligvareforretningen en bøde på 5.000 kr. Ved fastlæggelsen af bøden på 5.000 kr. tog landsretten dog højde for den samlede varighed af sagsbehandlingstiden. Landsretten lagde også vægt på, at:

  • Overtrædelsen kun stod på i kortere tid,
  • at annoncen kun nåede ud til et begrænset antal potentielle kunder, og
  • at annoncen kun havde medført en begrænset øget avance på 1.629 kr.