Øvrige nyheder
Forbrugerombudsmandens årsberetning 2023: Varsler skærpet tilsyn på flere områder
Forbrugerombudsmanden vil skærpe tilsynet med grøn markedsføring og influenters markedsføring målrettet børn og unge. Efter i en periode at have haft præventivt fokus på vejledning og information om reglerne, vil Forbrugerombudsmanden i højere grad gribe ind, hvis der sker overtrædelser.
Forbrugerombudsmanden har netop offentliggjort sin årsberetning for 2023. Her fremgår det, at grøn markedsføring og markedsføring målrettet børn og unge fortsat er i fokus. På det aftaleretlige område vil sager om bl.a. urimelige aftalevilkår blive prioriteret.
Forbrugerombudsmanden har de senere år haft øget fokus på virksomheders brug af udsagn om bæredygtighed, miljø og klima. Det er bl.a. gjort muligt på baggrund af en midlertidig bevilling på finansloven målrettet bekæmpelsen af såkaldt greenwashing. Sidste år vurderede Forbrugerombudsmanden, at en række virksomheder overtrådte markedsføringsloven ved at markedsføre deres produkter som værende ”grønnere”, end det var tilfældet, herunder blev fire virksomheder politianmeldt. Derudover vejledte og informerede Forbrugerombudsmanden virksomheder over hele landet om, hvordan de undgår greenwashing, ligesom Forbrugerombudsmanden i en række sager har vurderet lovligheden af en planlagt markedsføringskampagne i en såkaldt forhåndsbesked.
På det digitale område, vil Forbrugerombudsmanden også gribe ind i højere grad end tidligere, hvis de særlige regler for markedsføring rettet mod børn og unge overtrædes. Det gælder især over for influenter, som har mange børn og unge blandt deres følgere, og over for virksomheder, der bruger influenter i deres markedsføring. Børn og unge har som nye og sårbare forbrugere krav på en særlig beskyttelse mod markedsføring af bl.a. alkohol og andre uegnede produkter. Forbrugerombudsmanden har det seneste år holdt en række informationsmøder om reglerne for skjult reklame og markedsføring rettet mod børn og unge for influenter og virksomheder, og opdateret Forbrugerombudsmandens hjemmeside med nyeste praksis med henblik på netop at udbrede kendskabet til de særlige regler for markedsføring rettet mod børn og unge.
På det aftaleretlige område har sager om urimelige aftalevilkår fyldt en del i det forgangne år. Forbrugerombudsmanden har behandlet en lang række sager og anlagt en række retssager på området, herunder imod finansielle virksomheder. Fokus på urimelige aftalevilkår vil blive fastholdt, og Forbrugerombudsmanden forventer at tage flere sager op i de kommende år.
I alt har Forbrugerombudsmanden afsluttet 7.721 sager i 2023. Heraf er omkring 1.600 blevet afvist fordi Forbrugerombudsmanden har vurderet, at der ikke er sket en overtrædelse af lovgivningen eller med henvisning til Forbrugerombudsmandens begrænsede ressourcer og prioriteringsadgang. Knap 1000 af henvendelserne er oversendt til anden myndighed eller henvist til et ankenævn.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Vi har desværre set en hel del overtrædelser, hvor virksomheder har markedsført sig som mere grønne, end de er. Hvis en virksomhed markedsfører sit produkt som for eksempel bæredygtigt, så skal den kunne dokumentere, at produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for kommende generationer. Det bør virksomhederne have kendskab til i dag, og derfor vil tilsynet blive skærpet i den kommende tid, hvis reglerne ikke overholdes.
Influenter med mange børn og unge i følgerskaren, skal overholde de særlige regler i markedsføringsloven, som skal beskytte børn og unge. Virksomheder, der bruger influenter til at markedsføre deres produkter, har også et stort ansvar for at sikre, at reglerne overholdes. Vi har vejledt influenter og virksomheder og inviteret dem til informationsmøder om reglerne. Jeg må derfor formode, at de i dag kender reglerne, og skulle der ske overtrædelser, vil jeg i højere grad gribe ind i dag end hidtil.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.