Øvrige nyheder

Verisure betaler bøde for ulovligt telefonsalg og vildledende markedsføring

Alarmselskabet Verisure A/S har accepteret en bøde på 635.000 kroner for ulovligt telefonsalg og vildledende markedsføring. Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden tilbage i 2021 for adskillige gange at have ringet til en lang række forbrugere og erhvervsdrivende i 2019-2021, som ikke havde givet samtykke til det. Desuden har Verisure i 2017-2020 annonceret med vildledende oplysninger og tilbudt en ”gratis” alarmtest med henblik på salg.

Verisure har accepteret at betale en bøde på 635.000 kroner for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning og forbud mod ulovligt telefonsalg. 

Sagen vedrører flere ulovlige forhold begået i 2019-2021. Verisure har kontaktet forbrugere telefonisk uden at have deres samtykke. Virksomheden har bl.a. i telefonopkald til tre forbrugere og i to annoncer på sociale medier givet forbrugere et fejlagtigt indtryk af, at der er mange indbrud i deres område, og så har den via sin hjemmeside tilbudt forbrugere en ”gratis” alarmtest med det formål at få forbrugernes samtykke til at blive kontaktet af en sælger.

Ulovlige telefonopkald med vildledende oplysninger

57 forbrugere og to erhvervsdrivende blev i perioden maj 2019 til marts 2021 gentagne gange kontaktet af Verisure, som ønskede at sælge alarmprodukter. Ingen af dem, der blev kontaktet, havde givet samtykke til det. Nogle af forbrugerne havde endda efter første opkald frabedt sig at blive kontaktet af Verisure, men blev det alligevel. Derfor politianmeldte Forbrugerombudsmanden selskabet.

Desuden gav Verisure vildledende oplysninger under telefonsamtalerne med ni forbrugere. For eksempel har tre forbrugere nævnt, at de fik at vide, at ”Gentofte var hårdt ramt af tyveri”, ”at der var sket flere indbrud end gennemsnittet” (i Fredensborg), eller ”at der havde været en del indbrud i området” (i Tune). Forbrugerombudsmanden vurderede, at der var tale om vildledende markedsføring. 

Vildledende annoncer på sociale medier

Samme vurdering fra Forbrugerombudsmanden fik en annonce på Facebook og Instagram fra januar til marts 2020. Her fremgik det, at en indbrudsbølge netop havde ramt en bestemt villavej i Slagelse. Syv huse havde haft indbrud, mens en række huse med alarm fra Dansikring Direct, som Verisure reklamerede for, ikke havde haft indbrud. 

Det fik Forbrugerombudsmanden til at indhente en udtalelse fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, som oplyste, at der ikke blev anmeldt indbrud på denne villavej i november 2019. Men et år tidligere - i november 2018 - blev der anmeldt syv indbrud på villavejen. 

Det fremgår ikke af politiets rapporter, om disse huse var sikret af alarmer, men Forbrugerombudsmanden vurderer, at forbrugere ud fra annoncerne kunne tro, at indbruddene netop var sket, og at det derfor kunne virke ekstra attraktivt at købe en alarm.

”Gratis” test brugt til at indhente samtykker

Verisure markedsførte fra juni 2017 til marts 2020 en ”gratis” alarmtest på sin hjemmeside. Alarmtesten blev også markedsført via sociale medier, som linkede til Verisures hjemmeside. 

Forbrugerombudsmanden vurderer, at formålet med alarmtesten udelukkende har været at indhente forbrugernes samtykke til at modtage sms’er og blive ringet op med henblik på salg. Derfor var alarmtesten ikke gratis, da forbrugerne måtte betale med data og afgive samtykke. Der er derfor også i dette tilfælde tale om vildledning, vurderer Forbrugerombudsmanden.

Bødens størrelse afspejler de bødekriterier, som gjaldt, da overtrædelserne blev begået. Fra 2022 er der indført en ny bødemodel, som tager udgangspunkt i virksomhedernes størrelse. Det må derfor forventes, at bøden havde været betydeligt højere, hvis Verisures forseelser var begået i dag. 

Verisure har to gange tidligere vedtaget bøder for ulovligt telefonsalg og vildledning. Første gang i 2019 for uanmodede opkald til 42 forbrugere og anden gang i 2020 for bl.a. uanmodede opkald til fire forbrugere og vildledende oplysninger under telefonsamtalen med en af forbrugerne og i en husstandsomdelt reklame. 

De to tidligere sager er omtalt på Forbrugerombudsmandens hjemmeside her: 

https://forbrugerombudsmanden.dk/find-sager/sager/forbrugeraftaleloven/uanmodet-telefonisk-henvendelse/boeder-for-ulovligt-telefonsalg

https://forbrugerombudsmanden.dk/find-sager/sager/markedsfoeringsloven/sager-efter-markedsfoeringsloven/vildledning/alarmselskab-vildledte-forbrugere

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger: 

Forbrugere, som ikke har bedt om at blive kontaktet, skal naturligvis ikke ringes op af virksomheder, der ønsker at sælge deres produkter. Verisure har groft overtrådt forbuddet mod telefonsalg ved oven i købet at kontakte nogle forbrugere flere gange, selv om de udtrykkeligt havde frabedt sig det.

 

De forskellige tilfælde af vildledende markedsføring, som Verisure har praktiseret, har været aggressiv og med uacceptable metoder til at sælge et alarmsystem til forbrugerne. Frygten for indbrud kan være blevet forstærket hos forbrugerne med eksempelvis de fejlagtige oplysninger om en indbrudsbølge på en villavej.

 

Lovgivningen på området:

Forbuddet mod telefonsalg

Efter forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende at kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Et samtykke til telefoniske henvendelser skal være en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op.

Er en aftale indgået under en uanmodet telefonisk henvendelse, er aftalen ugyldig, jf. forbrugeraftalelovens § 5.

Efter markedsføringslovens § 10, stk. 4, nr. 2, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsføring, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette.

Forbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 4, nr. 2, gælder ved henvendelser til en bestemt fysisk person. Det fremgår af forarbejderne til loven, at det er uden betydning, om den fysiske person er forbruger eller erhvervsdrivende. Dvs. forbuddet gælder også ved telefoniske henvendelser til en indehaver af en enkeltmandsvirksomhed, der driver virksomhed fra en adresse, der er registreret på Robinsonlisten (typisk bopælsadressen). 

Overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 4, kan straffes med bøde, jf. § 37, stk. 3. 

Forbuddet mod vildledning

Ifølge markedsføringslovens § 5, stk. 1, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. 

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. 

Efter markedsføringslovens § 8, stk. 1, er det en betingelse for, at der er handlet i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6, at vildledningen egner sig til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet.

Efter markedsføringslovens § 9, jf. pkt. 31 i bilag 1 til markedsføringsloven, er det en aggressiv handelspraksis, hvis der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende gode, selvom faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at den handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde påtage sig udgifter.

Overtrædelse af bestemmelserne i markedsføringslovens § 5, stk. 1, § 6,
stk. 1, sammenholdt med § 8, og § 9, straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.