Øvrige nyheder

Dom: Europark har ikke dokumenteret, at rykkerbreve er nået frem

APCOA Danmark A/S (Europark) skal kunne dokumentere, at rykkerbreve når frem til forbrugerne, ellers må virksomheden ikke opkræve rykkergebyrer. Det slår Vestre Landsret fast i en ny dom, hvor forbrugeren får medhold. Forbrugerombudsmanden havde biinterveneret i sagen til støtte for forbrugeren.

Vestre Landsret har frifundet en forbruger for at skulle betale rykkergebyrer og inkassogebyr, da parkeringsselskabet ikke kunne dokumentere, at forbrugeren havde modtaget rykkerbrevene. Dermed stadfæster landsretten dommen fra Retten i Horsens fra april 2024.

Forbrugerens klage var en af de i alt 139 klager, som Forbrugerombudsmanden modtog i første halvdel af 2022 over opkrævninger fra Europark og dets inkassofirma Euroincasso ApS. Alle klager var over opkrævning af rykkergebyrer, inkassogebyr og inkassoomkostninger i forbindelse med en kontrolafgift til Europark. Forbrugerne anførte, at de hverken havde modtaget den oprindelige kontrolafgift og/eller et eller flere af de efterfølgende rykkerbreve.

Europark havde fremsendt kopier af rykkerbrevene fra sine it-systemer til Forbrugerombudsmanden og redegjort for sine postrutiner, men Forbrugerombudsmanden vurderede, at det efter omstændighederne ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere, at rykkerbrevene var nået frem til forbrugerne.

I dommen skriver landsretten:

”Det må komme EuroPark A/S bevismæssigt til skade, at der ikke blev sikret dokumentation for leveringen af rykkerbrevene i en situation som den foreliggende, hvor [forbrugeren] kort efter modtagelsen af inkassobrevet fra den 27. december 2021 bestred at have modtaget de øvrige rykkere. Det må endvidere komme EuroPark A/S til skade, at der ikke er fremlagt lokationsoplysninger om leveringerne, selvom dette efter bevisførelsen havde været muligt og kunne være sket uden større besvær. Der er efter landsrettens opfattelse tale om oplysninger, der kan sammenlignes med journalnotater eller sagsrapporter, og som indgår ved vurderingen af, om det er tilstrækkeligt bevist, at et brev er kommet frem.

[…]

Når dette sammenholdes med oplysningerne i Forbrugerombudsmandens brev af 24. august 2023 til EuroPark A/S om antallet af klager fra parkanter, der klagede over ikke at have modtaget rykkerbreve mv., og oplysningen om, at det navnlig vedrørte perioden, hvor Bladkompagniet stod for omdelingen, havde EuroPark A/S efter landsrettens opfattelse også en særlig anledning til at fremlægge bevis for leveringen af brevene i denne sag og ikke bare henholde sig til, at der var sendt flere breve. Dette skal også ses i lyset af, at det brev, som [forbrugeren] har forklaret, at hun modtog, og som hun umiddelbart reagerede på, blev omdelt af Postnord.

Landsretten finder på baggrund af det ovenfor anførte, at EuroPark A/S ikke i tilstrækkelig grad har ført bevis for, at rykkerbrevene er kommet frem til [forbrugeren].”

Forbrugerombudsmanden har fået tilladelse til at biintervenere til støtte for forbrugeren i denne og en lignende retssag. Dermed har Forbrugerombudsmanden blandt andet haft mulighed for at komme med mundtlige indlæg i retten.

Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger: 

Dommen er vigtig for forbrugerne og vil helt sikkert få stor betydning fremadrettet. Både by- og landsret har understreget, at det er afsenderen, som skal kunne dokumentere, at modtageren rent faktisk har fået breve med krav om betaling. Når det ikke er tilfældet, så kan der ikke opkræves rykkergebyrer, inkassogebyrer og inkassoomkostninger for manglende betaling.

 

Retten journalnummer i sagen er BS-36281/2024-VLR.

Dommen kan læses her (pdf)

Lovgivningen på området:

Renteloven regulerer, hvilke gebyrer erhvervsdrivende må opkræve hos forbrugere, som betaler for sent. Disse regler kan ikke fraviges til skade for forbrugerne, jf. § 9 a, stk. 2, og § 9 b, stk. 4, jf. § 7, stk. 1.

Ifølge rentelovens § 9 b må den erhvervsdrivende opkræve et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for tre skrivelser vedrørende samme ydelse, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund. Derudover kan den erhvervsdrivende opkræve et inkassogebyr på 100 kr., hvis sagen sendes til inkasso hos en advokat eller et inkassobureau. En rykkerskrivelse, der aldrig når frem, vil dog ikke kunne benyttes som grundlag for at opkræve et rykkergebyr.

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.