Øvrige nyheder

Salling Group betaler 10 millioner kroner i bøde for vildledende markedsføring af Nettos ØGO-mærke

Salling Group A/S har accepteret at betale en bøde på 10 millioner kroner. Det sker, efter at Forbrugerombudsmanden i september 2025 politianmeldte selskabet for vildledende markedsføring af Nettos ØGO-produktserie.

Salling Group betaler 10 millioner kroner i bøde efter at have markedsført Nettos egen serie af økologiske produkter ”ØGO” i strid med markedsføringsloven.

Salling Group har markedsført Nettos ØGO-produktserie som det fjerde mest bæredygtige mærke i Danmark, men udsagnet var baseret på en spørgeundersøgelse blandt 10.000 danske forbrugere, som den private virksomhed SB Insight, der står bag Sustainable Brand Index, havde gennemført. Kåringen var derfor udelukkende udtryk for forbrugernes opfattelse af ØGO-mærket men derimod ikke dokumentation for produkternes faktiske bæredygtighed.

Markedsføringen kom til udtryk i Nettos opslag på sociale medier og i en tilbudsmail fra Netto+, hvor teksten ”ØGO indtager igen 4. pladsen blandt Danmarks mest bæredygtige brands” indgik.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte Salling Group i september 2025, efter at have vurderet, at Salling Groups markedsføring var egnet til at give forbrugerne et fejlagtigt indtryk af produkternes reelle klima- og miljøbelastning, og at Salling Group dermed havde overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning. Forbrugerombudsmanden vurderede desuden, at det forhold, at ØGO-produkterne er økologiske, ikke kan begrunde, at produktserien dermed markedsføres som bæredygtig.

Virksomheder må ikke anvende bæredygtighedsudsagn i deres markedsføring, medmindre de kan dokumentere, at udsagnene er korrekte. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan den anvendte markedsføring i urimelig grad påvirke forbrugernes adfærd, fordi mange forbrugere lægger vægt på at vælge produkter, der bidrager til den grønne omstilling. 

Salling Group fjernede de pågældende opslag efter Forbrugerombudsmandens henvendelse.

Bødens størrelse er udmålt efter den nye bødemodel, der blev indført med virkning fra 1. januar 2022, og som har til formål generelt at skærpe bødeniveauet for overtrædelser af markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger: 

Virksomheder skal generelt være meget varsomme med de udsagn, de benytter i deres markedsføring. Når Salling Group markedsfører sig med, at ØGO-brandet har en fjerdeplads i bæredygtighed, så skal det naturligvis være korrekt og kunne dokumenteres. Der er i markedsføringsretlig sammenhæng en meget væsentlig forskel på, om en virksomheds produkter er bæredygtige eller af forbrugerne bliver opfattet som bæredygtige.


Links:

Forbrugerombudsmandens politianmeldelse af Salling Group A/S 

Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring  

Lovgivningen på området:

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne, uanset om oplysningerne i markedsføringen er faktuelt korrekte.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Hvis vildledningen egner sig til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. markedsføringslovens § 8, kan den erhvervsdrivende straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

Den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold. Det fremgår af markedsføringslovens § 13.

Ifølge markedsføringslovens § 37, stk. 6, skal der ved udmåling af bøder lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning. Bødemodellen er nærmere uddybet i forarbejderne til lovændringen, der indsatte bestemmelsen med virkning fra 1. januar 2022. Den nye bødemodel medfører en skærpelse af bødeniveauet for markedsføringsretlige overtrædelser. Virksomheder er inddelt efter omsætning, og under hver omsætningskategori ses et bødespænd for henholdsvis nedsat bødeniveau, normalt bødeniveau og forhøjet bødeniveau.

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.