Øvrige nyheder
Nye regler om miljømarkedsføring fra september 2026 – Forbrugerombudsmanden reviderer anbefalinger til virksomheders markedsføring
Den 27. september 2026 træder en ændring af markedsføringsloven i kraft som følge af implementeringen af Empowering Consumers for the Green Transition-direktivet (ECGT-direktivet). Se det vedtagne lovforslag her.
Lovændringen medfører blandt andet, at bilaget til markedsføringsloven, der oplister former for markedsføring, der altid er vildledende, bliver udvidet med en række punkter om klima og miljø. Derudover bliver der tilføjet flere former for markedsføring til markedsføringslovens § 5, der forbyder vildledende handlinger.
Læs her om ændringerne, som dog ikke afviger meget fra Forbrugerombudsmandens praksis og fortolkning af markedsføringsloven i dag.
Markedsføring, der altid er vildledende
Med udvidelsen af bilaget til markedsføringsloven bliver følgende former for markedsføring fra den 27. september 2026 altid vildledende:
Markedsføringslovens bilag 1, nr. 2a
Det vil altid være vildledende at fremvise et bæredygtighedsmærke, der ikke er baseret på en certificeringsordning eller etableret af en offentlig myndighed.
Et ”bæredygtighedsmærke” er defineret som ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, der har til formål at fremhæve og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til deres miljømæssige og/eller sociale karakteristika. Definitionen omfatter ikke obligatoriske, lovpligtige mærkninger.
En ”certificeringsordning” er defineret som en tredjepartsordning, der certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse krav, og giver mulighed for at anvende et tilhørende bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår, herunder ordningens krav, er offentligt tilgængelige.
Certificeringsordningen skal:
- Være åben for erhvervsdrivende på gennemsigtige, retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår,
- Have krav udarbejdet af ordningens ejer i samråd med relevante eksperter og interessenter,
- Indeholde procedurer for håndtering af manglende overholdelse, herunder tilbagetrækning eller suspension af bæredygtighedsmærket, og
- Sikre, at overvågningen af overholdelse sker objektivt af en tredjepart med kompetence og uafhængighed baseret på internationale, EU- eller nationale standarder.
Markedsføringslovens bilag 1, nr. 4a
Det vil altid være vildledende at fremsætte en generisk miljøanprisning uden påvisning af anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
En ”generisk miljøanprisning” er defineret som enhver miljøanprisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, som ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium. Eksempler på generiske miljøanprisninger er ”miljøvenlig”, ”klimavenlig”, ”grøn”, ”mild mod miljøet” eller lignende udsagn, der antyder eller giver indtryk af fremragende miljøpræstationer.
”Anerkendte fremragende miljøpræstationer” er defineret som miljøpræstationer, der opfylder kravene og er i overensstemmelse med:
- EU Ecolabel,
- ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendte, eksempelvis Svanemærket, eller
- De bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret, eksempelvis klasse A i energimærkeforordningen.
Markedsføringslovens bilag 1, nr. 4b
Det vil altid være vildledende at fremsætte en miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet eller en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.
Markedsføringslovens bilag 1, nr. 4c
Det vil altid være vildledende at markedsføre et produkt med udsagn om, at det har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til CO2, hvis klimafordelen er opnået gennem klimakompensation uden for produktets værdikæde.
Markedsføringslovens bilag 1, nr. 10a
Det vil altid være vildledende at præsentere krav, der som følge af lovgivning gælder for alle produkter i produktkategorien på EU-markedet, som et særligt element ved det markedsførte.
Dette forbud vedrører ikke kun miljøanprisninger men gælder for alle udsagn i markedsføringen.
Virksomheder skal være opmærksomme på, at selv om en markedsføring ikke er omfattet af bilaget til markedsføringsloven, eksempelvis fordi virksomheden kan påvise en relevant anerkendt fremragende miljøpræstation, eller fordi virksomheden anvender et bæredygtighedsmærke baseret på en certificeringsordning, der lever op til de fastsatte krav, kan markedsføringen godt alligevel være vildledende. Det skyldes, at de almindelige vildledningsbestemmelser i markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8, fortsat finder anvendelse.
Vildledende elementer i markedsføringen
Efter markedsføringslovens § 5, stk. 1, må virksomheders markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af fremstillingsformen eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. Markedsføringslovens § 5, stk. 2, oplister de elementer, som vildledningen blandt andet kan relatere sig til.
Fra den 27. september 2026 tilføjes følgende til markedsføringslovens § 5, stk. 2:
Markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 12
Det vil være vildledende at fremsætte en miljøanprisning om fremtidige miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser.
De klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser skal være fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre relevante elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse, såsom tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for forbrugerne.
Markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 13
Det vil være vildledende at fremhæve en fordel ved et produkt eller virksomhed, der er irrelevant og ikke følger af noget element ved det markedsførte.
Denne bestemmelse vedrører ikke kun miljøanprisninger men gælder for alle udsagn i markedsføringen.
Revision af anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring
Som følge af ændringen af markedsføringsloven er Forbrugerombudsmanden i gang med at revidere sine anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring fra 2024.
Forbrugerombudsmanden har den 19. juni 2026 sendt revisionen af anbefalingerne i høring, og disse kan findes på høringsportalen.
Forbrugerombudsmanden bestræber sig på at kunne offentliggøre de reviderede anbefalinger i slutningen af august 2026
Markedsføring af produkter, der er produceret forud for den 27. september 2026
De nye regler i markedsføringsloven gælder også for produkter og emballage, der er produceret forud for den 27. september 2026. De håndhævende forbrugermyndigheder i EU (CPC-netværket) har dog offentliggjort en Common understanding, der adresserer myndighedernes mulige tilgang til håndhævelsen af de nye regler for produkter, der er på markedet, men som er produceret før den 27. september 2026.