Øvrige nyheder

Copenhagen Cartel idømt bøde på 500.000 kroner for vildledende markedsføring

Copenhagen Cartel ApS, som sælger badetøj og sportstøj, har overtrådt vildledningsforbuddet i markedsføringsloven og skal betale en bøde på 500.000 kroner. Det har Københavns Byret afgjort, efter at Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden for greenwashing.

Copenhagen Cartel skal betale en bøde på 500.000 kroner for greenwashing. 

Virksomheden markedsførte i 2021 til 2023 sine produkter med forskellige udsagn om, at deres badetøj og sportstøj var lavet af plast, som var hevet op af verdenshavene, og at tøjet var bæredygtigt, men uden at kunne dokumentere det. Markedsføringen var derfor vildledende.

I virksomhedens markedsføring, som blev anvendt på Politikens hjemmeside, på virksomhedens egen hjemmeside og Instagramprofil, via en influent på Instagram, i fysiske butikker og trykt på sportstøj, stod der:

  • ”Det er ligesom badetøjet, lavet af 78 % plast, der er hevet op af verdenshavene!”
  • ”Bæredygtigt badetøj og sweat-tøj ud af genanvendt plastik fra havet”
  • ”Vi giver rest- og spildressourcer, som normalt anses som værdiløse, nyt liv og tilbyder en bred pallette af bæredygtige produkter, der sætter mennesker og klima før profit”
  • ”Vores SWIM og ACTIVE kollektioner består primært (af) genanvendt nylon, eksempelvis fra gamle fiskenet reddet op fra havet. Alt sammen post-consumer-waste, som anses som værdiløst skrald”
  • ”Made from ocean waste”
  • “Made from recycled ocean plastic”
  • “Saving the ocean one product at a time”
  • “Thank you! Sincerely the ocean”

Virksomhedens bade- og sportstøj er lavet af 78 procent Econyl, som er et materiale, der består af 50 procent pre-forbruger affald og 50 procent post-forbruger affald, men det er kun en lille del af affaldet, som virksomheden kan dokumentere, kommer fra fiskenet og andet plastik, der specifikt er blevet hevet op af havet. 

Københavns Byret skriver blandt andet i dommen, at markedsføringen var egnet til at give forbrugerne et vildledende indtryk af, at tiltaltes produkter i større omfang, end det rent faktisk var tilfældet, var lavet af genanvendt plastik fra havet, gamle fiskenet fra havet, post-forbruger affald og andet affald fra havet. 

Københavns Byret fandt, at oplysningerne kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren. 

Københavns Byret var derfor enig med Forbrugerombudsmanden i, at udsagnene var egnet til at vildlede forbrugerne, som kunne fristes til at købe produkterne og fandt derfor Copenhagen Cartel skyldig i alle 17 forhold.  

Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger:

Lovprisninger af det miljømæssige i forskellige produkter taler til forbrugernes samvittighed, og de skal kunne stole på, at det er korrekt, hvis der står, at noget er godt for miljøet. Forbrugerne kan miste tilliden til, at de kan bidrage til den grønne omstilling ved at vælge ét produkt frem for et andet, hvis virksomhederne overdriver de gavnlige effekter for naturen.

 

Københavns Byrets sagsnummer er 1-4235/2025. 

Links

Læs Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring

Læs pressemeddelelse om nye regler om miljømarkedsføring fra september 2026

Lovgivningen på området

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Hvis vildledningen egner sig til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. markedsføringslovens § 8, kan den erhvervsdrivende straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

Ifølge markedsføringslovens § 13, skal den erhvervsdrivende kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.


Pressekontakt

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.