Øvrige nyheder
Forbrugerombudsmanden politianmelder Camilla Kroeyer Jewellery for vildledende brug af tidsbegrænsede tilbud
Smykkevirksomheden Camilla Kroeyer Jewellery ApS er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden. I næsten halvandet år markedsførte virksomheden et såkaldt ”intro tilbud” og gav forbrugerne indtryk af, at de skulle slå hurtigt til, hvis de ville gøre brug af tilbuddet.
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt smykkevirksomheden Camilla Kroeyer Jewellery for at overtræde markedsføringsloven. I en periode på næsten halvandet år markedsførte virksomheden et tilbud med teksten ”INTRO TILBUD”, ”SIDSTE CHANCE” og ”UDLØBER SNART” på trods af, at annoncen var aktiv fra maj 2024 til oktober 2025. Virksomheden annoncerede via Metas platforme, herunder Facebook, Instagram og Messenger.
Ifølge markedsføringslovens vildledningsforbud må erhvervsdrivende ikke give urigtige eller vildledende oplysninger eller udelade væsentlige oplysninger i sin markedsføring, hvis det kan påvirke forbrugernes beslutninger. Erhvervsdrivende må heller ikke fremstille et tilbud som tidsmæssigt eller mængdemæssigt begrænset for at tilskynde forbrugeren til at træffe en hurtig beslutning, hvis det reelt ikke er tilfældet, at tilbuddet er tids- eller mængdemæssigt begrænset.
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at virksomheden ved at anvende ovenstående markedsføring i modstrid med sandheden gav forbrugerne det indtryk, at tilbuddet var begrænset til alene at gælde i et nærmere bestemt og begrænset tidsrum og at dette var med til at fremkalde en umiddelbar købsbeslutning hos forbrugerne. Dermed blev forbrugerne frataget tilstrækkelig mulighed for - eller tid til - at træffe en informeret beslutning.
Forbrugerombudsmanden har tidligere indskærpet markedsføringslovens vildlednings regler over for Camilla Kroeyer Jewellery ApS i en lignende sag.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Helt generelt skal virksomheder holde sig til sandheden i deres markedsføring. De må ikke give indtryk af, at et tilbud er tidsbegrænset, når det ikke er tilfældet. I sagen om Camilla Kroeyer Jewellery gjaldt tilbuddet i næsten halvandet år og blev alligevel markedsført med udsagn som ”udløber snart” og ”sidste chance”. Det er klart vildledende og i strid med markedsføringsloven.
Det skader forbrugerne, når virksomheder forsøger at presse dem til et hurtigt køb uden at have en gyldig grund til hastværket. Hvis forbrugerne kan træffe deres købsbeslutning i ro og mag mindskes risikoen for, at de køber et produkt, de ellers ikke ville have købt.
Lovgivningen på området:
Efter markedsføringslovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke vildlede forbrugerne.
Det følger af § 5, stk. 1, at faktuelt korrekte oplysninger ikke må fremstilles på en vildledende måde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en annonce giver forbrugere indtryk af, at der er særlige fordele knyttet til produktet, men hvor en nærmere gennemlæsning af annoncen viser, at dette ikke er tilfældet.
Det følger endvidere af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en erhvervsdrivende ikke må udelade eller skjule væsentlige oplysninger, eller i øvrigt præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. En erhvervsdrivende skal således give alle væsentlige oplysninger på en klar, forståelig, utvetydig og i sammenhængen hensigtsmæssig måde.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 6, at hvis der er knyttet betingelser til et tilbud, vil dette som udgangspunkt være en væsentlig oplysning. Betingelserne er de krav, forbehold eller begrænsninger, der er knyttet til et tilbud. Det kan f.eks. være tidsmæssige, geografiske eller aldersmæssige begrænsninger i tilbuddet.
Efter markedsføringslovens § 8, er det en betingelse for, at der er handlet i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6, at vildledningen er egnet sig til at få en forbruger til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet.
Det følger af markedsføringslovens § 9, jf. bilag 1, nr. 7, at det altid vil anses for vildledende handelspraksis, hvis det angives i modstrid med sandheden, at et produkt kun være tilgængeligt i meget begrænset tid, eller at det kun vil være tilgængeligt på visse betingelser i meget begrænset tid, for at fremkalde en umiddelbar afgørelse, og fratage forbrugerne tilstrækkelig mulighed for eller tid til at træffe en informeret beslutning.
Pressekontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.