Øvrige nyheder

Fire Rema 1000-butikker betaler bøder for at have haft synlige tobaksvarer

Fire Rema 1000-butikker betaler hver 50.000 kroner i bøde for ikke at have tildækket tobaksprodukter tilstrækkeligt.

Fire Rema 1000-butikker har overtrådt udstillingsforbuddet i tobaksreklameloven ved at have haft synlige tobaksvarer i deres butikker. Hver butik har valgt at vedtage en bøde på 50.000 kroner for overtrædelsen.

De fire butikker ligger i henholdsvis Rønne, Glostrup, København og Ejby.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte tre af butikkerne i efteråret 2025 for at have haft synlige tobaksvarer. Butikkerne besluttede efterfølgende at afslutte sagerne med en bødevedtagelse. Den sidste butik valgte under Forbrugerombudsmandens sagsbehandling at vedtage en administrativ bøde, inden der blev indgivet en politianmeldelse. 

Supermarkeder, kiosker eller andre forhandlere af tobaksvarer er selv ansvarlige for, hvordan de effektivt vil skjule varerne. Det gælder bl.a. cigaretter, nikotinposer og tilbehør til tobaksvarer, der ifølge tobaksreklameloven ikke må være synlige.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Formålet med udstillingsforbuddet i tobaksreklameloven er særligt, at sikre børn og unge mod at blive eksponeret for tobaksprodukter. Det er et vigtigt hensyn, og derfor er det naturligvis også helt afgørende, at alle forhandlere af tobak- og nikotinprodukter overholder reglerne. Uanset om det drejer sig om et supermarked, en kiosk eller en købmand, skal produkterne derfor altid være tildækket.

 

Vi forventer, at alle forhandlere tager deres ansvar alvorligt og sørger for, at tobaksvarer aldrig er synlige, og forhandlerne skal sørge for, medarbejdere ved det. Tobaksvarer skal altid være tildækkede - også hvis medarbejderen f.eks. holder en pause under genopfyldning af tobakshylderne.

 

Links:

Lovgivningen på området:

Udstillingsforbuddet følger af tobaksreklamelovens § 5 a og bekendtgørelse nr. 570 af 11. februar 2021 om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter § 2. Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med overholdelsen af udstillingsforbuddet.

Det er forbudt at vise de tobaksvarer, som en butik sælger, medmindre man har en fysisk butik, der er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer. En fysisk butik, der ikke er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer, må kun vise de tobaksvarer, som butikken sælger, efter anmodning fra køber. Det betyder, at forhandlere af tobaksvarer effektivt skal sikre, at tobaksvarerne er gemt væk, f.eks. under disken eller bag et forhæng eller en låge. 

For så vidt angår, hvor længe tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter må være synlige, fremgår følgende af forarbejderne til tobaksreklamelovens udstillingsforbud:

”[…] hvis en forhandler skjuler tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter bag et forhæng, må forhænget kun trækkes fra i forbindelse med, at forhandleren rækker ud efter den vare, som skal sælges til køberne. I forbindelse med selve betalingen vil forhænget således skulle været trukket for, så varerne ikke fremstår som synlige.

Forhandlere, der vælger at bruge en automatisk skydedør til at skjule varerne, vil skulle sørge for at indrette døren sådan, at en eventuel synlighed i forbindelse med, at forhandleren rækker ud efter den pågældende vare, der skal sælges, er så kortvarig som mulig. I forlængelse heraf er det et krav, at skydedøren skjuler varerne i forbindelse med selve betalingen.”

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.