Øvrige nyheder

Østre Landsret har afvist anke fra elselskabet Velkommen

Sø- og Handelsrettens dom over elselskabet Velkommen A/S er endelig. Det betyder, at Velkommen ikke måtte opkræve et såkaldt ”frikøbsbeløb” fra forbrugere, der valgte at skifte til et andet elselskab. Velkommen havde anket dommen til Østre Landsret, som nu har afvist sagen.

Østre Landsret har afvist Velkommens anke af Sø- og Handelsrettens dom i sagen mellem Forbrugerombudsmanden og det nu konkursramte Velkommen. Østre Landsret har afvist sagen, efter Velkommens konkursbo har tilkendegivet, at det ikke vil træde ind i sagen.

Sagen vedrører et ”frikøbsbeløb” på 800 kroner, som Velkommen har opkrævet siden 2019, når en kunde opsagde sin elaftale inden for den aftalte bindingsperiode. Forbrugerombudsmanden vurderede, at ”frikøbsbeløbet” var ulovligt, og Sø- og Handelsretten afgjorde i januar 2026, at et sådant gebyr er ulovligt. Velkommen skal derfor betale de for meget opkrævede beløb tilbage til de forbrugere, som har betalt gebyret, ved skifte til et andet elselskab i deres bindingsperiode. 

Velkommen er efter Sø- og Handelsrettens dom gået konkurs, hvilket betyder, at forbrugernes krav skal anmeldes til konkursboet.

I marts 2026 afviste Højesteret at behandle Velkommens direkte anke af Sø- og Handelsrettens dom i sagen. Herefter ankede Velkommen sagen til Østre Landsret, som nu også har afvist den.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger: 

Sø- og Handelsrettens dom står nu ved magt, og det står klart, at Velkommens frikøbsbeløb var ulovligt. Det ændrer imidlertid ikke på, at en række forbrugere desværre fortsat har penge til gode i konkursboet efter Velkommen.

 

Læs Sø- og Handelsrettens dom

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om dommen

Sø- og Handelsrettens sagsnummer BS-52204/2023-SHR. 

Østre Landsrets dom er ikke offentliggjort. 

Østre Landsrets sagsnummer BS-16007/2026-OLR.

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.