Øvrige nyheder
Dom: Content creators skal betale 140.000 kroner i bøde for at opfordre børn og unge til farlig adfærd i video om at smugle alkohol ind på en festival
Retten i Odense har idømt Kender Du Det ApS, der bl.a. driver en YouTubekanal og en Instagramprofil under samme navn, en bøde på 140.000 kroner for at have opfordret børn og unge til farlig eller hensynsløs adfærd, at have omtalt og vist alkohol samt lavet skjult reklame. Dommen understreger, at erhvervsdrivende influenters indhold, der ikke indeholder omtale af konkrete produkter eller producenter, også skal overholde markedsføringsloven.
Kender Du Det ApS, som bl.a. driver en YouTubekanal og en Instagramprofil under navnet ”Kender du det”, er af Retten i Odense blevet idømt en bøde på 140.000 kroner for at have overtrådt markedsføringsloven i en video på YouTube og i et opslag på Instagram. Selskabet drives af to content creators, som begge er ejere og direktører af selskabet.
I videoen, som havde titlen ”8 måder at SMUGLE ALKOHOL ind på Festival!! – (Vodka i sokken)”, viste de to content creators otte metoder til at smugle alkohol ind på festivaler. De viste og beskrev bl.a., hvordan en tampon kan dyppes i vodka og puttes i anus, hvordan fløde kan drikkes efterfulgt af vodka, og hvordan et kondom kan fyldes med vodka og sluges. Videoen var tilgængelig fra den 2. juni 2023 til den 7. november 2023, hvor Kender Du Det tog videoen ned. YouTubekanalen havde på dette tidspunkt 305.000 abonnenter, og videoen blev vist 73.743 gange.
Retten fastslår, at videoen omtalte og viste alkohol samt opfordrede til farlig eller hensynsløs adfærd, og at videoen dermed overtrådte markedsføringslovens særlige forbud, der skal beskytte børn og unge.
Retten vurderer, at videoen var omfattet af markedsføringsloven henset til selskabets formål, branchekode og øvrige aktiviteter, og at videoen var selskabets produkt. Retten vurderer også, at videoen var rettet mod børn og unge under 18 år. Retten udtaler, at videoen:
”… var rettet mod en ikke ubetydelig andel af børn, hvilket både fremgår af kommentarsporet og af oplysningerne i artiklen fra berlingske.dk den 15. november 2023 samt af den omstændighed, at Kender Du Det ved Elias og Oskar Hole har været af relevans for læsere af Børneavisen.”
Og, at det:
”… bestemt må have stået klart for det tiltalte selskab henset til det i artiklen på berlingske.dk den 15. november 2023 oplyste, sammenholdt med karakteren af det af selskabet udbudte merchandise og plastikfigurer samt arrangementer i storcentre mv.”
Til Berlingske havde Kender Du Det i 2023 oplyst, at ”14,1 procent af deres seere er i aldersgruppen 13-17 år”.
Kender Du Det er også blevet dømt for overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame, idet den kommercielle hensigt med et link til deres merchandise, der var indsat i beskrivelsen til videoen, ikke var markeret som reklame. Retten lægger vægt på, at:
”… linket i beskrivelsen til videoen ikke var markeret som reklame for merchandise, selvom der blev linket til en webbutik, firstgrade.dk, hvori der blandt andet kunne købes genstande, der var rettet mod børn og unge. Det kan ikke føre til andet resultat, at oplysningerne ved linket indeholdt ordet ”Merch”, da anvendelsen af dette ord ikke i sig selv kan føre til, at den kommercielle hensigt er oplyst tilstrækkeligt klart og tydeligt.”
Kender Du Det erkendte at have overtrådt forbuddet mod skjult reklame i et opslag på Instagram, idet opslaget ikke tydeligt fremstod som reklame for børn og unge. Opslaget var lavet i forbindelse med et samarbejde med KiMs og viste de to content creators med en chipspose, som de havde lavet i samarbejde med KiMs. I øverste, venstre hjørne viste opslaget et ”KiMs Chips Battle”-logo, og i teksten stod der ”Så er vores Chips musikvideo ude på YouTube! Hop ind og se den, link på story! [emoji] [emoji]”.
Retten har fastsat bøden til 140.000 kr. Ved fastsættelsen lægger retten bl.a. vægt på antallet og karakteren af de begåede lovovertrædelser sammenholdt med Kender Du Dets omsætning og det store antal visninger af videoen. I formildende retning lægger retten vægt på, at flere af forholdende vedrører samme video, at de fjernede videoen straks efter, de blev bekendt med klagen, samt at det er omkring 3 år siden, at forholdene blev begået.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Influenter, som f.eks. content creators, har enorm stor indflydelse på børn og unges holdninger og handlinger. Når man lever af at lave indhold på sociale medier, der retter sig mod børn og unge, har man derfor også et helt særligt ansvar. Det ansvar har Kender Du Det svigtet ved at vise og beskrive nogle metoder, som vil være til stor fare for børn og unge at efterligne. Dommen understreger, at det har mærkbare konsekvenser, når erhvervsdrivende influenter ikke tager lovgivningen og deres ansvar alvorligt.
Lovgivningen på området:
Skjult reklame
Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 4, at erhvervsdrivende klart skal oplyse om den kommercielle hensigt med enhver form for handels-praksis, herunder reklame. Det betyder, at skjult reklame og andre skjulte kommercielle hensigter er forbudt.
Reklame og andre kommercielle hensigter skal derfor tydeligt markeres som sådan, medmindre det allerede fremgår tydeligt af sammenhængen, at der er en kommerciel hensigt bag. Reklamelinks skal også tydeligt fremstå som reklame.
Farlig og hensynsløs adfærd
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte opfordre til farlig eller hensynsløs adfærd. Det står i markedsføringslovens § 11, stk. 1. Det betyder bl.a., at handelspraksis rettet mod børn og unge, som ikke har en pædagogisk, samfundsmæssig eller anden saglig begrundelse, ikke må indeholde afbildning eller beskrivelse af farlige situationer eller af situationer, der tilsidesætter almindelig sikkerhed.
Alkohol
Enhver omtale, billeder af eller henvisninger til alkohol i handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år er forbudt. Det står i markedsføringslovens § 11, stk. 2. Der er tale om et generelt forbud, der gælder uanset, om den konkrete handelspraksis vedrører salg af alkohol, eller om alkohol anvendes som virkemiddel.
Pressekontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.