Afgørelse

Sagsnummer
24/06903, 24/07054, 24/07955, 24/08164 og 24/13989

Lovgivning

  • Aftaleloven
  • Renteloven

Parkeringsselskaber orienteret om reglerne for kontrolafgifter

Forbrugerombudsmanden har fundet anledning til at orientere flere parkeringsselskaber, der anvender ANPR-systemer (nummerpladegenkendelse), om reglerne for opkrævning af kontrolafgifter og rykkergebyrer.

Forbrugerombudsmanden modtog flere klager over forskellige parkeringsselskaber efter at have behandlet sager over for to parkeringsselskaber. Man kan læse om sagerne her (sagsnr. 22/11329 og 22/05070).

Fælles for klagerne var, at parkeringsselskaberne brugte ANPR-systemer til at registrere bilernes nummerplader ved ind- og udkørsel fra parkeringspladsen. Kontrolafgifter for manglende betaling blev ikke placeret på køretøjet eller overgivet til føreren, men blev derimod sendt til bilens registrerede ejer/bruger.

Forbrugerombudsmanden orienterede de fem selskaber om de tidligere sager og om § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder, som foreskriver, at kontrolafgiften skal være anbragt umiddelbart synligt på køretøjet eller være overgivet til føreren.

Det er kun hvis køretøjet fjernes, før det har været muligt at anbringe dokumentet med kontrolafgiften på køretøjet eller overgive det til føreren, at kontrolafgiften efterfølgende kan sendes til ejeren eller brugeren af køretøjet. Forbrugerombudsmanden har vurderet, at denne undtagelse ikke gælder, hvis parkeringsselskabet selv har indrettet sin kontrolpraksis på en måde, så det ikke er muligt at meddele kontrolafgiften som foreskrevet i bekendtgørelsen.

Parkeringsselskabernes betalingsvilkår og opkrævningspraksis havde ligheder med de tidligere behandlede sager. Forbrugerombudsmanden fandt derfor også anledning til at orientere fire af parkeringsselskaberne om rentelovens § 9 b, stk. 2, hvor det fremgår, at rykkergebyrer for forsinket betaling højst kan udgøre 100 kr. for hver rykkerskrivelse.