Afgørelse

Sagsnummer
24/05922, 24/06341, 24/06340, 24/06342, 24/06343 og 24/06344

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 1

Influenter, der drev erhvervsvirksomhed, skulle overholde markedsføringsloven i alle opslag

Forbrugerombudsmanden vurderede, at en række influenter drev erhvervsvirksomhed som influenter, og at alle opslag på deres sociale medier var handelspraksis, som skulle overholde markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden behandlede en række sager vedr. influenters opslag (billeder, videoer mv.) på sociale medier efter at have modtaget klager og på baggrund af omtaler i pressen.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at influenterne drev erhvervsvirksomhed som influenter, allerede fordi de drev deres profiler på sociale medier gennem en virksomhed.

Forbrugerombudsmanden vurderede også, at fordi influenterne drev erhvervsvirksomhed som influenter, skulle alle opslag på influenternes sociale medier overholde markedsføringsloven. Det skyldes, at når man driver erhvervsvirksomhed som influent, så er man efter Forbrugerombudsmandens vurdering i sig selv et produkt i markedsføringslovens forstand, ligesom alt det indhold, der postes på influentens profiler på sociale medier, ligeledes er et produkt. Da influenterne drev erhvervsvirksomhed som influenter, var det derfor Forbrugerombudsmandens vurdering, at alle deres opslag var handelspraksis i form af handlinger foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til enten udbud eller promovering af produktet, jf. markedsføringslovens § 2, nr. 2.

Markedsføringsloven skulle derfor overholdes, både i opslag hvor influenterne reklamerede for egne eller andre virksomheders produkter, og i opslag hvor de ikke reklamerede for konkrete produkter eller virksomheder.

Forbrugerombudsmanden præciserede, at for så vidt angår forbuddet mod skjult reklame betyder det ikke, at alle opslag skal markeres som reklame. Reklame og andre kommercielle hensigter skal ifølge forarbejderne kun tydeligt markeres som sådan, hvis det ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen, at der er en kommerciel hensigt bag. Opslag, hvor influenterne ikke reklamerer for egne eller andre virksomheders produkter, skal som udgangspunkt ikke markeres som reklame, selvom influenerne i sig selv er et produkt, og alle opslag på influenternes sociale medier er en del af det produkt. Det skyldes, at det efter Forbrugerombudsmandens vurdering som udgangspunkt vil være tydeligt af sammenhængen, også for børn og unge, at de er influenter.