Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
10/09466

Lovgivning

  • 3

Anvendelsen af betegnelsen 4G om LTE

Forbrugerombudsmanden fandt ikke grundlag for at gribe ind over for markedsføring af LTE som 4G-teknologi, når betegnelsen 4G blev brugt for en teknologi efter 3G, og når der samtidig var tale om en væsentlig forbedring af ydeevne og kapacitet.

Et større teleselskab bad Forbrugerombudsmanden om at tage stilling til, om det var vildledende at kalde LTE teknologi for 4G.

For at kunne besvare spørgsmålet indhentede Forbrugerombudsmanden en udtalelse fra IT- og Telestyrelsen. Det fremgik af denne udtalelse, at betegnelsen 4G som begreb ikke var defineret, men at betegnelsen var blevet brugt som begreb for de teknologier, der kom efter 3G-teknologien.

IT- og Telestyrelsen henviste til en pressemeddelelse fra ITU (Inter-national Telecommunication Union), hvoraf det fremgik, at ITU havde anerkendt, at betegnelsen 4G kunne anvendes i forbindelse med LTE, såfremt der var tale om en væsentlig forbedring af ydeevne og kapacitet.

Da betegnelsen 4G ikke var defineret, og det derfor ikke kunne siges, om LTE var 4G, fandt Forbrugerombudsmanden ikke grundlag for at gribe ind over for selskabets markedsføring, når betegnelsen 4G blev brugt for en teknologi efter 3G, og når der samtidig var tale om en væsentlig forbedring af ydeevne og kapacitet.

Forbrugerombudsmanden præciserede dog, at hastigheden og forhold, der kunne have indflydelse på denne, skulle fremgå klart og tydeligt af markedsføringsmaterialet, idet markedsføringen ellers ville kunne rejse spørgsmål om vildledning, jf. markedsføringslovens § 3.