Afgørelse
Sagsnummer
19/04319
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 5
- 6
- Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
- 4
Bøde for vildledende telefonsalg
En virksomhed vedtog en bøde på 50.000 kr. for ulovligt telefonsalg. Virksomhedens telefonsælgere ringede op til 11 forbrugere og oplyste i strid med sandheden, at forbrugerne havde vundet en PC-rensning til en værdi af cirka 1.000 kr. i en konkurrence og samtidig undlod telefon-sælgerne at oplyse forbrugerne om, at de ringede for at sælge et antivirus-produkt. 10 ud af 11 forbrugere var desuden blevet ringet op uden forudgående samtykke til opkaldet.
En virksomhed inden for computerbeskyttelse ringede til 11 forbrugere og oplyste dem om, at de havde vundet i en konkurrence, hvor præmien var en PC-rensning til en værdi af cirka 1.000 kr. Samtlige forbrugere forklarede til Forbrugerombudsmanden, at de ikke vidste, hvilken konkurrence de skulle have deltaget og vundet en præmie i. Virksomheden kunne ikke dokumentere rigtigheden af konkurrencen. Forbrugerne forklarede også, at virksomheden ikke havde oplyst dem om, at formålet med den telefoniske henvendelse var at sælge et produkt til op til 3.999 kr.
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at virksomheden havde anvendt urigtige oplysninger og dermed vildledt forbrugerne ved i strid med sandheden at have oplyst til forbrugerne, at de havde vundet en PC-rensning til en værdi af 1.000 kr. Det var også Forbrugerombudsmandens opfattelse, at virksomheden havde vildledt forbrugerne ved at undlade at oplyse, at formålet med henvendelsen var at sælge et produkt til 3.999 kr.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføringen var i strid med forbuddet mod vildledning efter markedsføringslovens § 5 og § 6.
10 ud af de 11 forbrugere havde også klaget til Forbrugerombudsmanden over, at de ikke havde givet samtykke til at blive ringet op af virksomheden. Forbrugerne afviste, at de havde givet samtykke til opkaldene ved at deltage i de påståede konkurrencer, hvor det var en betingelse for at deltage, at deltageren gav samtykke til telefonisk markedsføring.
Det er efter forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, ulovligt at rette telefonisk henvendelse til forbrugere i markedsføringsøjemed uden forudgående samtykke fra forbrugerne.
Virksomheden betalte en udenretlig bøde på 50.000 kr. for overtrædelserne.