Vejledning om markedsføring af forbrugerkredit

Markedsføring af kreditaftaler til forbrugere skal indeholde en række oplysninger. Al markedsføring, som ikke er boligkredit, skal fremover indeholde en advarselstekst med ordlyden »Advarsel! Det koster penge at låne penge« eller tilsvarende ordlyd.

Hvis markedsføringen indeholder blot én oplysning om lånets omkostninger, som f.eks. renten eller andre talstørrelser for omkostningerne ved kreditten, udløses oplysningspligten i markedsføringslovens § 18, stk. 2. Oplysningspligten gælder både for kreditgivere, kreditformidlere og andre, som på anden måde medvirker til at markedsføre kreditaftaler til forbrugere.

Standardoplysningerne, som er omfattet af oplysningspligten, skal være letlæselige eller kunne høres tydeligt, alt efter hvad der er relevant, og være tilpasset de tekniske begrænsninger ved det medie, der anvendes til markedsføring. Standardoplysningerne skal angives klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.

Hvis det er obligatorisk for forbrugeren at indgå en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen for at opnå kreditten, eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser, skal dette ligeledes fremgå af markedsføringen. Kendes omkostningernes størrelse, skal disse indgå i beregningen af ÅOP. Der gælder en tilsvarende oplysningspligt for markedsføring af boligkredit.

Der gælder en særlig oplysningspligt for kreditformidlere til at oplyse om deres beføjelser.

Når forbrugerkredit markedsføres, er der visse begrænsninger og forbud, som er vigtige at kende. Blandt andet er det ikke tilladt at markedsføre kredit til forbrugere med en ÅOP på 25 pct. eller derover, og markedsføringen må som udgangspunkt ikke ske i forbindelse med reklamer for spil eller spiludbydere.

Markedsføringen skal være rimelig, entydig og ikke vildledende måde. Markedsføringen må ikke give forbrugeren forkerte forventninger om kredittens tilgængelighed eller omkostninger eller til det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og den må ikke indeholde udsagn, som risikerer at skubbe forbrugeren i retning af uovervejede impulskøb/impulslån.