Andre brancher

Energiforsyning – el, gas og varme

Elkunder kan opleve problemer med acontobetaling og udbetaling af for meget betalt aconto. Her får du som elforbruger overblik over dine rettigheder og muligheder samt hvor du kan få hjælp eller klage, hvis du har spørgsmål eller er uenig med dit elselskab.

Senest opdateret 09.03.2026

Forbrugerombudsmanden modtager mange henvendelser fra forbrugere, som klager over, at deres elselskab ikke udbetaler for meget betalt aconto, som forbrugerne har betalt for levering af elektricitet. 

Forbrugerne har krav på løbende tilbageføring af for meget betalt aconto. I forbindelse med slutafregningen af kundeforholdet har forbrugerne krav på endelig opgørelse af sine acontobetalinger og udbetaling af for meget betalt aconto inden for en frist på 4 uger. 

Reglerne om acontobetaling

Acontobetaling er en betalingsmetode, hvor elkunden betaler et estimeret beløb forud for sit elforbrug. Senere bliver elforbruget opgjort og afregnet i overensstemmelse med kundens faktiske forbrug, når elselskabet kan opgøre det. 

Elselskaber kan opkræve et acontobeløb som forudbetaling for strøm. 

Ved acontobetaling skal de mængder og priser, som elselskabet anvender til at fastsætte acontobetalingen, være rimelige og afspejle det forventede elektricitetsforbrug. Mængderne skal fastsættes på baggrund af data om den enkelte elkundes historiske forbrug. Priserne skal afspejle det forventede prisniveau i afregningsperioden og kunne dokumenteres ved henvisning til offentligt tilgængelige prisdata. Det fremgår af elleveringsbekendtgørelsens § 14. 

For meget betalt aconto skal tilbageføres til elkundens betalingskonto i forbindelse med hver fakturering, dog mindst én gang i hvert kvartal.

Undersøg dit elforbrug

Man kan som elkunde undersøge ens faktiske forbrug for de forudgående 3 år på hjemmesiden eloverblik.dk. Dog ikke for en længere periode, end man har været kunde på målepunktet. På hjemmesiden har elkunden mulighed for at undersøge, om det forventede forbrug i kWh svarer til det, som elselskabet skønner, elkunden vil forbruge. Hjemmesiden eloverblik.dk leveres og drives af Energinet. Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Energinet ejer og udvikler elnettet i Danmark for bl.a. at opretholde forsyningssikkerhed og sikre lige markedsadgang til nettene.

Har du spørgsmål om acontobetaling?

Hvis du ikke mener, at din acontobetaling til elselskabet svarer til dit forventede forbrug, kan du kontakte dit elselskab for at høre, om selskabet kan tilbyde dig en bedre løsning. 

Hvis du har flere spørgsmål til reglerne om afregning af aconto, kan du kontakte Forsyningstilsynet, der fører tilsyn med reglerne. Du skal være opmærksom på, at Forsyningstilsynet skal bruge dit fulde navn og din adresse, hvis de skal kunne vurdere din henvendelse.

Læs mere om Forsyningstilsynet og find kontaktoplysninger på tilsynets hjemmeside

Betalingsmetode

Energistyrelsen har i et høringsnotat af 10. december 2024 til elleveringsbekendtgørelsen bemærket, at valg af betalingsmetode er et parameter, som elselskaberne konkurrerer med hinanden på. Ønsker en elkunde at betale løbende for sit faktiske forbrug, har elkunden ret til at skifte til et andet elselskab, som tilbyder den betalingsmetode. Det står i notatet på side 38.

Læs styrelsens høringsnotat

Slutafregning og tilbageføring af for meget betalt aconto

Den endelige afregning af en elforbrugers kundeforhold hos et elselskab (slutafregningen), f.eks. ved leverandørskift, sker ud fra målte data, og for meget betalte acontobeløb tilbageføres til elkunden samtidig med slutafregningen. Det fremgår af elforsyningslovens § 72 c, stk. 6. Elkunden skal modtage en slutafregning fra sit elselskab senest 4 uger efter, at elkunden har skiftet elleverandør eller er fraflyttet adressen. Det følger af elleveringsbekendtgørelsens § 19, stk. 1.  

Det er Forsyningstilsynet, der fører tilsyn med reglerne om slutafregning og tilbagebetaling af tilgodehavender. Hvis du har flere spørgsmål til elleveringsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, om slutafregningen, kan du kontakte Forsyningstilsynet. 

Klag til Ankenævnet på Energiområdet

Hvis du mener, at du har krav om udbetaling af for meget betalt aconto – enten i det løbende forhold eller i forbindelse med din slutafregning – kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. 

Ankenævnet på Energiområdet behandler civilretlige tvister om økonomiske krav mellem private forbrugere og elselskaber på elområdet. 

Din sag kan kun behandles af ankenævnet, hvis du har klaget skriftligt til elselskabet og fået afslag på det krav, du har fremsat. Det koster et gebyr på 160 kroner at klage til Ankenævnet på Energiområdet. Klagegebyret bliver betalt tilbage til dig, hvis du får medhold. Hvis du beslutter at klage til ankenævnet, skal du udfylde en klageformular og indsende relevant dokumentation til ankenævnet. 

Læs mere om betingelserne for at klage til Ankenævnet på Energiområdet 

Find kontaktoplysninger på Ankenævnet på Energiområdet Læs mere om manglende eller forsinket slutafregning for elforbrug på Ankenævnets på Energiområdets hjemmeside